Ægerstatninger - samt æggefri Mayonnaise

Ægerstatninger har ingen særlig næringsværdi i sammenligning med almindelige æg. Hvis æg er hovedingrediensen i en opskrift, kan man ikke erstatte æggene med ægerstatninger.

Ægerstatninger har til formål at holde sammen på ingredienser i bagværk, tærter og fars.


Hirseflager afgiver en del slim og er egnede til at holde sammen på fars. Til 500 g. hakket kød bruges 30 g. hirseflager.

Chiaæg


Til 1 æg:

Bland 1 spsk. kværnet chiafrø med 3 spsk. vand. Rør det godt sammen til en klistret masse.

Hørfrøæg


Til 1 æg:

Kværn 1 spsk. hørfrø og bland det sammen med 3 spsk. vand. Rør det godt sammen til en klistret masse. Hørfrøæggemassen skal have lov til at stå lidt længere tid end chiafrø.

Hørfrøskum


50 gram hørfrø - kan ikke erstattes med chiafrø

5 dl vand

Hørfrøene koges med vand i ca. 5 minutter under omrøring.

Massen hældes nu gennem en fintmasket sigte i en skål. Husk at skrabe grundigt med en ske, så mest muligt slim kommer igennem sigten. Hørfrøene kasseres. Hæld massen i en bøtte med låg og sæt den koldt. Hørfrøskummet, der udskilles, skal være helt koldt, før det kan anvendes.

Hørfrøskummet kan opbevares i køleskabet i en lille uge.

3-4 spsk./ca. ½ dl. (ca. 50 g.) svarer til 1 æg.

Hørfrøskum er den ægerstatning der har flest anvendelsesmuligheder.


No Egg


Denne ægerstatning fås i helsekostbutikker og kommer fra Orgran. No Egg kan erstatte både æggeblommer og æggehvider.

Ingredienser: Kartoffelstivelse, tapiokamel, vegetabilsk gummi, metylcellulose, kalciumkarbonat, citronsyre.

Til 1 helt æg bruges 1 tsk. No Egg og 2 spsk. vand. I stedet for æggehvider bruges 1 strøgen tsk. med 1 spsk. vand.

Andre mulige erstatninger:


1 banan = 1 æg i kager

2 spsk. majsstivelse = 1 æg

2 spsk. arrowroot = 1 æg

2 spsk. kartoffelstivelse = æg

1 spsk. guarkernemel kan stive dejen af i en almindelig brødopskrift med æg

1 spsk. johannesbrødkernemel kan stive dejen lidt af i en almindelig brødopskrift med æg

Til nogle kager behøver man slet ikke æg.

1-2 spsk. æblemos = 1 æg i pandekager eller vafler. I nogle kager duer æblemos ikke.

To forslag til æggefri mayonnaise

Mayonnaise 1


150 g. skrællede, melede kartofler

5 spsk. olivenolie

5 spsk. vand

½-1 tsk. salt

½ tsk. Sukrin/Birkesød, sukker

1-2 tsk. citronsaft

Evt. en anelse sennep (kan undværes)

De skrællede kartofler skæres i skiver og koges i vand i ca. 15 minutter. Vandet hældes væk og kartofler passeres igennem en fin sigte, imens de endnu er varme. Kartoffelmosen blendes med olie, vand, salt, sukker og citron. Hvor meget mayonnaisen skal saltes og tilsættes citron og eventuelt sennep, afhænger af hvad den skal bruges til. Vær opmærksom på, at smages reduceres når mayonnaisen blandes med andre ingredienser der ikke er saltede eller krydrede.

Mayonnaisen kan anvendes til rejer, fisk, kylling, champignoner osv.


Mayonnaise 2


2 spsk. majsstivelse

1 ½ strøget spsk. fint majsmel

1 ½ strøget spsk. rismel

2 ½ dl. vand

3 spsk. olivenolie (jeg kan vældig godt lide en blanding af olivenolie og hørfrøolie)

½-1 tsk. salt

½-1 tsk. citron (kan udelades)

Evt. en anelse sennep (kan udelades)

Husk peber!

Majsstivelse, majsmel, rismel og vand koges i 5 minutter under omrøring. Efter lidt afkøling tilsættes olie, salt og citronsaft og alt blendes sammen. Smag til med salt og peber.





Mayonnaisen kan anvendes til ovenstående.


Inspireret af: Allergi og mad af Jonna Deibjerg.

Etiketter: , , , ,