Brændenælde- og skvalderkålssuppe

Der er stadig mængder af små brændenælder og skvalderkål i naturen. Jeg havde lyst til suppe en dag, og tænkte at jeg kunne spare lidt penge og samtidig lave en suppe, som kunne give mig masser af varme og mineraler.
Brændenælder indeholder bl.a. store mængder zink, som er vigtigt bl.a. for produktionen af insulin og kønshormoner. Brændenælder indeholder også meget jern, som kvinder ofte er i underskud af, hvilket kan medføre blodmangel og træthed. Derudover indeholder brændenælder meget betakaroten, B‑ og C‑vitamin, calcium, kalium, silicium (kisel), og natrium. De overjordiske dele af brændenælden bruges i urtemedicin typisk til kvinder, pga. deres nærende egenskaber. De virker også vanddrivende, mildt blodsukkeregulerende og mælkedrivende. Saml kun brændenælder der er maks. 10 cm. høje. Klip dem ned med en saks.
Skvalderkål er alle tiders madplante. De fleste kender den som ukrudt, men både blade og blomster kan spises. Bladene kan kommes i salat, supper, juice, smoothies og grønsagsretter. Skvalderkål er basedannende, meget rig på mineraler og virker udrensende.
Ramsløg er en urt man finder i skovene. Ramsløg smager af en blanding af løg og porre, så hvorfor ikke smide porrer og løg væk og bruge denne kraftige urt i stedet. Man kalder også ramsløg for nordens hvidløg. Planten har mange af de samme egenskaber som hvidløg; bakteriedræbende og stabiliserende på blodtrykket.


Brændenælde- og skvalderkålssuppe

Ca. 2 liter
2 håndfulde brændenælder (kan ofte købes i Irma)
1 håndfuld skvalderkål (kan ofte købes i Irma)
1 håndfuld ramsløg (kan ofte købes i Irma)
1 fed hvidløg, hakket
1 gulerod i tern
2 stængler bladselleri i skiver
1 tsk. hakket ingefær
1 tsk. knuste bukkehornsfrø
1 tsk. tørrede basilikum
1 tsk. salt
1 tsk. Herbamare bouillon eller 1 firkant hønsebouillon.
1 spsk. olivenolie eller kokosolie uden smag
2 liter vand
Fremgangsmåde: Hav handsker eller 2 poser på hænderne, når der arbejdes med brændenælder. Hak brændenælderne fint. Hak skvalderkål og ramsløg fint. Sæt en gryde over blusset og varm olivenolie eller kokosolie op. Tilsæt hvidløg, ramsløg, skvalderkål og brændenælder og rør det rundt et minuts tid. Tilsæt gulerod i tern sammen med bladsellerien. Rør endnu en gang rundt og tilsæt herefter krydderierne. Hæld vandet ved og tilsæt en bouillon. Lad bouillonen opløses og kog suppen op på svag varme i 10 minutter. Smag til med salt og eventuelt peber. Der må gerne være bid på guleroden og bladsellerien.

Enten kan man spise suppen som den er med et lækkert stykke brød til eller man kan purere suppen.
Velbekomme!


Etiketter: , ,