Friturestegte Hyldeblomster med Speltmel

Kille Enna udgav en bog i 2000, hvor hun lavede nogle rigtig lækre friturestegte hyldeblomster (Killes Køkken).
Jeg kom en dag, for et par år siden i juni måned, til at lave disse hyldeblomster for min kæreste. I dag er det nærmest blevet en tradition, at vi skal have friturestegte hyldeblomster, når de springer ud.
Pluk hyldeblomsterne om morgenen, efter at duggen er tørret væk af solen. Ryst hyldeblomsterne kraftigt, så støvet falder af. Undgå at vaske hyldeblomsterne, og saml dem ikke tæt på en trafikeret vej.
 Denne opskrift er også candidavenlig og sukkerfri.



Friturestegte hyldeblomster med speltmel

4 personer
Friske nyplukkede hyldeblomster med stilk
Kokosolie uden smag (eller Palmin*)
Sukrin flormelis
Agavesirup, ahornsirup eller honning

Dej
25 g. agavesirup eller 50 g. palmesukker/Kokossukker
160 gram groft speltmel (evt. sigtet, så de største dele er sigtet fra)
En knivspids salt
3 store æg eller 4 små æg
2 dl. havremælk eller andre mælkevarianter

Pisk alle ingredienserne sammen til dejen. Dejen skal være glat og let flydende.
Varm kokosolien op i en lille kasserolle, så der ikke bliver oliespild. Olien er varm, når en dråbe dej lægger sig i overfladen af olien.

Hold omkring hyldeblomststilken og dyp hyldeblomsten i dejen. Ryst overskydende dej af hyldeblomsterne og dyp hyldeblomsten i den varme olie, så blomsterne og dejen fordeles i olien. Steg hyldeblomsterne til dejen er gylden og sprød.









Kom hyldeblomsterne op på fedtsugende papir og drys dem med flormelis, eller spis dem som de er, eventuelt med lidt agavesirup til at dyppe i.

Velbekomme!

*Palmin er også lavet af kokosolie, men vær opmærksom på, at Palmin er et raffineret kokosolieprodukt, som ikke skal bruges på samme måde, som man bruger kokosolie med smag. Palmin og kokosolie (uden smag) kan tåle høje temperaturer, og gør dem derfor særdeles velegnede til at friturestege i. Solsikkeolie, rapsolie, jordnøddeolie med flere, kan ikke tåle de høje varmegrader og ødelægges. De bliver til transfedtsyrer og dellefedt, hvorimod kokosolie, uraffineret med smag, er en kokosolie der giver sundt cellefedt. Brug dog ikke kokosolien med smag til at friturestege i. Det ødelægger totalt de gode egenskaber.

Etiketter: , , , ,