Verdens bedste mælkefri lasagne

Nærende måltid, fyldt med gemte grønsager. Brug også revne gulerødder, hakket spinat, majs, ærter, eller lignende. Jeg har brugt lidt tid på at finde en måde at lave en lækker og cremet lasagne, hvor der hverken er ost eller hvede i. Osten plejer jo at gøre en lasagne cremet, men denne lasagne bliver dejlig blød af den revne squash.




Verdens bedste mælkefri lasagne

Kan også være glutenfri
Til 4 personer
Ingredienser:
Spelt lasagneplader eller ris lasagneplader eller 1 squash i tynde skiver, skåret på en mandolin.
500 gram hakket oksekød eller kyllingekød
1 stort løg, skæres i fine tern
1 fed hvidløg, finthakket
(evt. 1 spsk. karry, hvis der bruges kyllingekød. Svitses sammen med løg og hvidløg)
½ squash – revet groft
2 stængler bladselleri, skåret i tern
2 tsk. paprika
2 spsk. oregano
1 spsk. basilikum
1 spsk. timian
1 tsk. salt
½ tsk. peber
1 dåse hakkede tomater
1 dåse tomatpuré
1 spsk. kokosolie uden smag
1 spsk. olivenolie
Tænd ovnen på 200 grader.
I en gryde tilsættes lidt kokosolie og løg samt hvidløg steges deri. Kødet tilsættes og brunes. Når kødet er brunet tilsættes squash, bladselleri, krydderier, hakkede tomater og tomatpuré. Hæld mindre end 1 dl. vand i den tomme tomatdåse, og få resterne af tomatvæsken med ud i gryden. Rør rundt i massen til bladsellerien er mør. Imens laves bechamelsaucen. Lige inden kødsovsen er færdig, tilsættes olivenolie. Det giver en rigtig lækker italiensk lasagnesmag.

Bechamelsauce – mælkefri

½ liter havremælk
2 spsk. speltmel eller rismel for glutenfri version
2 spsk. kokosolie uden smag
½ - 1 tsk. revet muskatnød
½ tsk. salt eller efter behov
½ tsk. peber
Eventuelt 1 dl. vand, hvis sovsen bliver for tyk
Gammeldags facon: Kokosolien smeltes i gryden og melet røres i. Havremælken tilsættes under omrøring. Når sovsen begynder at tykne, tilsættes muskatnød, salt og peber. Smag til. Bliver sovsen for tyk tilsættes vand, er sovsen for tynd, tilsættes mere mel, men vent til sovsen har boblet færdig på svag varme, så melet har fået lov til at gøre sovsen tyk.
Nymodens facon: Hæld melet op i 1 dl. havremælk, og rør klumperne ud. Varm mælken op til kogepunktet og tilsæt meljævningen. Rør rundt til sovsen er blevet tyk og smag til med muskatnød, salt og peber. Kokosolien kan kommes i nu, hvis sovsen skal være mere cremet, men det er ikke partout nødvendigt.

Start med at lægge 3 lasagneplader i bunden af et fad. Hæld kødsovsen henover. Hæld bechamelsaucen henover. Læg endnu et lag plader og hæld kødsovsen henover. Læg endnu et lag plader og hæld kødsovs og bechamelsauce henover. Der burde være nok bechamelsauce til et sidste lag. Kødsovsen holder til tre lag. Læg de sidste lasagneplader på toppen og fordel resterne af bechamelsaucen udover.
Sæt fadet ind i ovnen og bag lasagnen i 30 minutter.


Server med rucola og pinjekerner.
Nyd!

Etiketter: , ,