Brusebadsboller med Speltmel

Her kommer en opskrift på super nemme boller. Dejen kan laves lige inden, man går i seng, og om morgenen skal den bare sættes med en ske eller med hænderne på en bageplade med bagepapir og så ind i ovnen. Imens bollerne bager, kan man nyde sit brusebad – deraf navnet.
Baseret på Aurions opskrift med Ølandshvede



Brusebadsboller med Speltmel

Ca. 12 stk.
½ liter kold vand
1 tsk. økologisk tørgær
1 tsk. Rørsukker, Kokossukker eller agavesirup
1 tsk. Salt
Ca. 600 g. groft speltmel eller halvt sigtet, halvt groft speltmel
3 dl. quinotto – en blanding af hel rød, hvid og sort quinua - fra Aurion
Eller 1 dl. græskarkerner, 1 dl. hørfrø og 2 spsk. nigellafrø (eller andre kerner/frø)
Der kan tilsættes krydderier eller tørret frugt efter smag og behag
-
Vand, gær, salt og sukker og mel røres sammen til en blød dej. Den sættes i køleskabet i en skål med låg natten over.
Om morgenen tændes ovnen.
Når dejen er hævet, tages en klat dej op med hænderne, der lige er dyppet i vand. Sæt dejen på en skål fyldt med quinotto eller en blanding af græskarkerner, hørfrø og nigellafrø. Vend bollen og sæt den igen i frøblandingen. Sæt bollen på en bageplade med bagepapir. Dyp hænderne i vand og gentag med resten af bollerne.







Pladen sættes i ovnen med det samme ved 250 °C i ca. 25 min (mens du nyder brusebadet).



Bollerne skal bages godt gyldne og faste over det hele for at være ordentligt gennembagte.



En blød dej giver flade, men saftige boller. Er dejen fastere, bliver bollerne højere, men knapt så saftige. Boller af en blød dej bages godt igennem, da de eller kan blive klæge.
Dejen kan stå i køleskabet i op til 4 dage, så der hver morgen kan bages nye, friske boller.
Velbekomme!

Etiketter: , , ,