søndag den 18. november 2012

Mælkefri Tiramisu - med Hjemmelavede Ladyfingers

Hvad gør man, når ens yndlingsdessert er lavet af mælk og man ikke har det særligt godt med hverken mælk, fløde eller smør? Så ser man sig om efter alternativer og her kommer så mit alternativ til Tiramisu uden mascarpone. Desuden ved jeg også, at mange både har problemer med mælk og hvede/gluten, så derfor vedlægger jeg også opskrifter på hjemmelavede spelt Ladyfingers og glutenfri Ladyfingers (Savoiardi).
Opskriften på den originale Tiramisu kommer fra Kille Ennas bog ”Killes Køkken”. Har du ingen problemer med mælkeprodukter, men har fx glutenallergi, kan cashewcremen erstattes med 250 gram mascarpone.


Mælkefri Tiramisu – med hjemmelavede ladyfingers

Du skal bruge Ladyfingers, cashewcreme og en masse æg. Se opskrift længere ned.


Ladyfingers – Savoiardi – kan gøres glutenfri

Det er vigtigt at ovnen har en varmluftfunktion – ellers skal ovndøres holdes på klem under bagningen.
Ca. 24 stk.
100 gram fint speltmel eller rismel
1 knsp. salt
4 æg – delte i blommer og hvider
50 gram. Agavesirup eller 80 gram Birkesød eller Sukrin (40 gram Sukrin+)
½ tsk. vaniljepulver
Sprøjtepose eller frysepose
---
Læg bagepapir på 2 bageplader og drys dem med enten speltmel eller rismel. Lav 3 parallelle linjer i melet med ca. 10 cm. mellemrum.
Varm ovnen op til 175 grader.
Sigt mel og salt sammen i en skål for sig selv. I en anden skål tilsættes æggehvider og i en tredje skål tilsættes æggeblommer, vaniljepulver og 40 gram agavesirup. Pisk først æggehviderne helt stive og tilsæt de sidste 10 gram agavesirup. Pisk så marengsen kan stå selv. Sæt den til side. Pisk æggeblommerne, med det samme piskeris, sammen til en let og luftig masse.
Brug en dejskraber og vend mel og marengs i æggemassen ad tre omgange. Kom herefter den cremede dej op i en sprøjtepose eller frysepose. Klip hul i den ene ende af posen og sprøjt dejen ud på bagepladen i 11 cm. lange stænger, forskudt fra hinanden. Fortsæt indtil begge bageplader er fulde og sæt dem herefter ind i ovnen.



Bag kagerne i den forvarmede ovn, til de er tørre udenpå, men stadigvæk bløde i midten i ca. 15-18 minutter på varmluft. Tag kagerne ud og lad dem køle af inden brug. Opbevar kagerne i en dåse med låg.



Cashewcreme – ca. 250 g.

1 ½ dl. cashewnødder
1 dl. vand
2 dl. kokos-, ris-, soja-, eller mandelfløde – kan købes i helsekostbutikker – alternativt kan man bruge sojamadlavningsfløde eller havremadlavningsfløde, eller lave det selv – se tip*
1 tsk. vaniljepulver
Lidt salt
---
I en tør blender tilsættes cashewnødderne. Blend til de er blevet til fint mel. Hæld vand, vaniljepulver, lidt salt og fløde ved. Blend til massen er helt fin og cremet. Måske skal der lidt mere vand eller fløde til, hvis blenderen har svært ved at køre rundt. Cashewnødderne suger væske, så cremen bliver lidt tykkere efterhånden. Sæt cremen til side i en skål.
*Tip: Hvis du ikke kan få kokos-, soja-, ris- eller mandelfløde, kan man bruge soja- eller havremadlavningsfløde. Hæld 2 dl. madlavningsfløde i en kasserolle. Tilsæt ½ spsk. majsstivelse eller arrowroot og rør det sammen. Lad blandingen småkoge under konstant omrøring, til massen er blevet mere cremet.
Du kan også bruge det øverste lag i en kokosmælk til creme eller lave din egen nøddefløde: Blend 2 dl. nødder med 2 dl. vand, 1 tsk. agavesirup og en knsp. vaniljepulver. Hæld mælken igennem en finmasket si. Tag 2 dl. fra og kog den på samme måde som madlavningsfløden, med lidt majsstivelse, til en lidt tykkere creme. Har du lavet din cashewcreme for tynd, kan du gøre det samme med denne.



Tiramisu

Til ca. 6 personer
4 pasteuriserede æggeblommer
25 gram agavesirup eller 40 gram Birkesød eller Sukrin (20 gram Sukrin+)
250 gram cashewcreme (eller 250 gram mascarpone)
1 ½ pasteuriseret æggehvide
En knsp. salt
½ dl. marsala (italiensk hedvin – vælg Sweet Ambra eller Fine Sweet. Marsala minder om sherry og kan substitueres med denne. For en alkoholfri version kan man eventuelt bruge lidt æblejuice, kirsebærsaft eller rød druesaft i stedet, men det vil gøre cremen lyserød)
1 ½ dl. friskbrygget kaffe
Ca. 24 ladyfingers
Eventuelt drysses knust frysetørret kaffe udover kagen eller kakaopulver
---
Bland marsala og kaffe sammen i en kande.
Læg ladyfingers på række i en form og stænk halvdelen af marsala/kaffevæsken udover dem, så de bliver bløde og mættet af væske.  
I en ren skål tilsættes æggeblommer, agavesirup og cashewmasse (mascarpone). I en anden skål tilsættes æggehvider og lidt salt. Pisk først æggehviderne med et rent piskeris, til blandingen begynder at blive fast. Æggehviderne skal være helt hvide og marengsen skal kunne stå selv.



Pisk æggeblommer og cashewcremen sammen til en fyldig og cremet gul æggesnaps. Vend forsigtigt marengsmassen i æggemassen. Fordel halvdelen af cremen ovenpå de i blødlagte ladyfingers og læg et nyt lag ladyfingers ovenpå. Stænk med resten af marsala/kaffevæsken til alle ladyfingers er mættet af væske. Fordel resten af cremen udover og sigt et lag knust frysetørret kaffe eller kakaopulver henover. Sæt Tiramisuen på køl. Tiramisu kommer sig gevaldigt i smag, hvis den får lov til at stå i køleskabet natten over. Efter 3 dage er smagen faktisk endnu bedre. Cashewcremen og ladyfingers vil suge mere væske til sig undervejs.




Buon Appetito!

Ps. Vidste du, at Tiramisu betyder ”Kvik mig op”?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar