Mælkefri Ris a la Mande på 6 måder


Her kommer en lang række muligheder indenfor mælkefri ris a la mande. Der er Ris a la mande lavet på ris og kokosmælk, på rismælk eller anden vegetabilsk mælk, på æg, på chiafrø og cashewnødder eller med quinua. Der er lidt at tage af.


Andre former for ”flødeskum” findes i næste blog.

Mælkefri Risalamande


30 gram mandler

4 spsk. fuldkornsrismel

4 dl vand

40 gram honning eller 20 gram agavesirup

30 gram kokosolie

2 spsk. sherry

1 tsk. vaniljepulver

½ tsk. salt

30 gram risengryn + vand til kogning

Mandler males fint i en tør blender og hældes i en skål. Rismel og vand koges i 15 minutter under omrøring. Gryden tages af kogepladen og står i få minutter. Kokosolie, honning, sherry, vanilje og salt røres grundigt sammen med rismassen. Alt hældes i blenderen og blendes godt. Risengrynene koges til løse ris.

 Til sidst fyldes grødmasse og løse ris i skålen med mandler, og alt røres sammen. Desserten tildækkes med plastfolie og stilles i køleskabet i nogle timer inden servering. Kirsebærsovs serveres til. 

Kilde: Mælkeallergi – Jonna Deibjerg

---

Ris a la Mande - uden sukker eller mælk


1-2 personer

Du skal bruge:

50 gram Ris/hvide eller brune

2,5 dl vand

1/3 vaniljestang

1 pasteuriseret æg

1 spsk. sukker/Xylitol (Birkesød)/Sukrin

1 plade husblas eller ¼ tsk. agar agar

Koges til risene er møre.

Grøden køles ned.

Æg og sukker/Sukrin/xylitol piskes til det er hvidt og skummende

Husblassen lægges i koldt vand. Når det er blødt hældes vandet fra, hvorefter det smeltes over vandbad. Bruges agar agar, hældes agar agaren i 1 spsk. kogende vand og opløses.

Derefter hældes æggemassen hurtigt i husblassen og dernæst risengrøden, som er rørt lidt blød med en gaffel, så der ikke kommer klumper i. Stilles koldt i ca. 1/2 - 1 time.

Serveres med kirsebærsovs eller andet.

Kilde: Min mor – Tak!




Chia aux Mandes* - RAW


2 dl cashewnødder – enten udblødt i 2 timer, natten over eller tørre

2 dl vand eller omega-3-mælk** (hvis cashewnødderne er tørre, skal der tilsættes 3 ½ dl. vand i stedet)

2 tsk. vaniljepulver

4 medjool dadler opblødt i vand 1 dl. vand i 2 timer eller natten over.

½ dl dadelvand

2 spsk. chiafrø

Blend cashewnødderne med vand/hampemælk, vanilje, og dadler. Er du ikke helt rå, kan du tilsætte en lille smule sherry eller portvin.

Blend til du har en cremet flydende masse. Hæld massen op i en skål og rør chiafrøene i. Vent 10 minutter til et kvarter, så chiafrøene får lov til at suge væsken. Server med hindbærsauce, skivede bananer og hakkede mandler.

Baseret på Chia Pudding fra Deborah Durrant deliciously-raw.co.uk/ samt Ris a la mande fra Caroline Fibæks E-bog – magiske sunde julekager.

*For at være helt korrekt fransk, skal det hedde Chia aux mandes i stedet for Chia a la Mandes, da der er flere mandler og det er chia med mandler. Men skidt pyt ;)

**Omega-3-mælk: 1 dl. hele hampefrø blendes med 1 liter vand sammen med 2 medjool dadler, 1 tsk. vaniljepulver og lidt salt. Sies i nøddemælkspose. Hæld væsken på en bøtte med låg. Kan holde sig op til 4 dage i køleskabet.



Hindbærsauce - RAW


2 dl optøede hindbær

3 spsk. agavesirup eller 2 spsk. Birkesød

½ tsk. vaniljepulver

Hæld hindbær i blenderen og blend det sammen med de resterende ingredienser. Hæld de blendede hindbær op i en si og pres massen igennem sien, så der bliver en fin sauce tilbage. Hæld saucen udover Chia aux Mandes og pynt med hakkede mandler.

Denne version kan også varmes op. Varm hindbærrene som i jordbærsaucen længere ned på siden.

---

Kernesundt alternativ til Ris a la Mande


4-6 personer

2 dåser kokosmælk

150 g korte brune ris

1 knsp. salt

2 dl rismælk

1 vaniljestang

250 g smuttede, hakkede mandler

1 spsk. Birkesød/xylitol

Kokosmælk, ris, Birkesød og salt kommes i et ildfast fad

Tilberedes i ovnen i 90-120 minutter ved 160 grader – grødeen skal være ret fast.

Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Kog rismælk, vaniljestang og korn i 2 minutter.

Lad grød og rismælk køle helt ned. Når grød og rismælk er koldt, røres vaniljemælken i grøden lidt ad gangen, til den har en god, cremet konsistens. Tilsæt så de smuttede og hakkede mandler.

Jordbærsauce


600 g frosne jordbær

1 tsk. vaniljepulver

Birkesød eller agavesirup til smag

Tø jordbærrene op og kog dem med et par skefulde vand og vanilje. Smag til med Birkesød

Kan spises varm eller kold på risalamanden.


Baseret på Heidi Bachmann – Kernesund Julemad.

---

Anden Kernesund variant


8 personer

1 ½ l ris- eller anden vegetabilsk mælk

250 g grødris – evt. fuldkorn*

½ l soja-, ris- eller kokosfløde (kan købes i helsekostbutikker)

2 spsk. Birkesød eller agavesirup

1 tsk. vaniljepulver

1 dl smuttede, hakkede mandler

Kog rismælken, hæld risene i og skru ned for varmen. Kog til risene er møre. Rør af og til. Hvis grøden bliver for stiv, tilsættes rismælk eller vand.

Afkøl og bland herefter med den halve liter piskede soja-, ris- eller kokosfløde.

Smag til med Birkesød, vaniljepulver og mandler.


Baseret på Kernesund Økomad.

*Fuldkornsris skal helst have ligget i blød natten over, ellers tager de evigheder at koge på rismælk! Alle runde fuldkornsris kan bruges til grødris.


---

Quinua a la mande


2 dl hele quinua

1 l ris- eller anden vegetabilsk mælk

1 tsk. vaniljepulver eller 1 vaniljestang

4 dl soja-, ris- eller kokosfløde (kan købes i helsekostbutikker)

Lidt salt

2 spsk. Birkesød eller agavesirup

100 g hakkede mandler

Læg quinuaen i gryde natten over. Husk at skylle dem grundigt. Dagen efter hældes vandet fra og quinuaen koges med den vegetabilske mælk i 45 minutter sammen med vaniljepulveret eller en flækket vaniljestang. Og lidt salt. Hold øje med quinuaen, så den ikke brænder på.

Fisk vaniljestangen op, smag til med Birkesød og sæt quinaen til side. Tilsæt hakkede mandler. Pisk soja-, ris- eller kokosfløden og bland den i med løs hånd. Stil Quinua a la Mande koldt indtil brug.


Baseret på Kernesund Mad


Tips: I Frøken Jensens Kogebog tilsætter man lidt rom eller sherry til ris a la manden inden man hælder fløden i.

Soja-, ris- eller kokosfløde kan købes i helsekostbutikker, der forhandler Helsam og Naturkosts varer. Der er desværre tilsat en lille smule invertsukkersirup til fløderne, men jeg tror ikke det er det største problem.

Ellers kan man bruge det øverste cremede lag i en dåse kokosmælk. Det skal helst være dem med over 60 % fedt i. Økologisk Blue Dragon har jeg selv rigtig god erfaring med. Denne kan også piskes. Jeg ved nogle har haft problemer med at piske kokoscremen, men det er vigtigt, at kokosmælken har stået i køleskabet, før man åbner den, og at der er nok creme til at piske. Det nederste flydende lag, skal ikke med.


Velbekomme!

Etiketter: , , , ,