Ezekielsbrød

Brødet her siges at indeholde alle de stoffer, der skal til for at overleve. Bønner, linser og hel spelt har gavnlige proteiner. Under spiringen dannes en række næringsstoffer, så de bliver lettere at optage og fordøje. Samtidig dannes der meget E-vitamin, som er en kraftig antioxidant. Hirse tilfører jern.

Et rigtig vitalitetsbrød.

Inspireret af ”Bag med spelt” af Mone Sæland.

 
 

Ezekielsbrød


1 brød

2 ¼ dl. vand - stuetemperatur

5 g. gær

½ spsk. salt

½ spsk. palmesukker eller rørsukker

50 g. hel spelt eller byg

35 g. hvide bønner

35 g. grønne linser

35 g. hel hirse

500 g. sigtet spelt

Spiring: Læg spelt/byg, hvide bønner og grønne linser i blød i vand i 10 – 12 timer. Hæld vandet fra og skyl grundigt, før kernerne lægges til spiring. Man kan spire i et syltetøjsglas med huller i låget, eller i en si henover en skål eller i spirebakker. Kernerne skal spire 2-3 dage på køkkenbordet. Skyl spireblandingen grundigt 2-3 gange dagligt. Læg et hullet låg eller et stykke løsvævet stof henover kernerne under spiring. Når spirerne er blevet 1 cm. lang, kan man opbevare dem i en plastpose i køleskabet i op til 1 uge. Husk at skylle dem grundigt og lade dem dryppe godt af. Læg eventuelt et stykke køkkenrulle i bunden, der kan opsuge overskydende fugt.*
 
 
 


 

Tilberedning af dejen efter spiring: Kom hirsen i kogende vand og bring vandet i kog igen. Skyl herefter hirsen i koldt vand. Hirse samt spireblanding kværnes godt i en foodprocessor. Rør herefter blandingen sammen i en skål, med en ske, eller røremaskine sammen med gær, salt, sukker og sigtet spelt. Ælt ved lav hastighed og tilsæt gradvist så meget af de 2 ¼ dl. vand som skal til, for at dejen hænger sammen og bliver jævn. Ælt dejen ved høj hastighed et par minutter. Den færdige dej skal hverken være våd eller tør.

Lad dejen forhæve ved stuetemperatur i 8 timer under låg.

Når dejen er hævet samles den sammen og vendes ud på et meldrysset bord. Tril dejen til en pølse og læg pølsen op i en 1 ½ liters smurt form.  Dæk formen med plast og lad dejen efterhæve i ca. 2 timer.
 
 
 

Fjern plasten og spray lidt vand på brødet. Sæt formen i en forvarmet ovn. Bages ved 180 grader i ca. 1 ½ time nederst i ovnen.

 

*Tip: Man kan spire lidt flere linser, bønner og kerner ad gangen og have dem stående i køleskabet til næste gang, der skal laves Ezekielsbrød.

 

Velbekomme!

Etiketter: , ,