Forslag til fyld til lagkager - Mælkefri, glutenfri, sukkerfri

Her kommer forslag til fyld til lagkagebunde. Se opskrifter på lagkagebunde her. Se her for topping.

Forslag til fyld:




Kagecreme - mælkefri

Giver ca. ½ liter kagecreme
2 æg
1 spsk. agavesirup
2 ½ til 3 tsk. speltmel eller majsstivelse
2 ½ dl. vegetabilsk mælk. Jeg plejer at bruge enten rismælk eller havremælk.
1 tsk. vaniljepulver
Pisk de hele æg godt med agavesiruppen og pisk melet i. Bland det med den kolde mælk og vaniljepulveret. Bring cremen i kog under pisning med et piskeris og lad det hele koge godt igennem, indtil blanding bliver tyk og cremet. Under afkøling røres af og til i cremen.
Inspireret af: Frøken Jensens Kogebog

Glutenfri kagecreme - mælkefri

3 dl. vegetabilsk mælk – gerne rismælk.
6 æggeblommer
1 ½ spsk. agavesirup
2 tsk. majsstivelse
½ tsk. vaniljesukker
Alle ingredienser piskes sammen i en gryde og koges langsomt op under omrøring, indtil den er tyk og cremet. Cremen afkøles inden den fyldes på lagkagebunden.
Inspireret af: Naturlig Glutenfri Bagning ved Turid Nagelhus

Æggefri kagecreme/kakaocreme

Ca. 3 ½ dl. kagecreme
4 spsk. majsstivelse
1 ½ spsk. kokospalmesukker (eller i alt 2 ½ spsk. Sukrin eller Birkesød – uden agavesirup)
½ spsk. agavesirup
½ tsk. vaniljepulver
3 dl. rismælk, havremælk (ikke glutenfri) eller anden vegetabilsk mælk.
Eventuelt 1 spsk. kakao, hvis der skal bruges kakaocreme
Bland de tørre ingredienser i en gryde. Tilsæt mælken lidt efter lidt og rør det hele godt sammen, så der ikke kommer klumper. Tænd for varmen, når al mælken er rørt i. Bring cremen i kog under omrøring – tager ca. 5 minutter. Når cremen har kogt i 1-2 minutter, køles den af og bruges i kager eller fastelavnsboller.
 

Fyld til lagkage

Dette fyld egner sig godt til Bunde uden mel, men kan sagtens bruges til andre kager
Daddelmasse* - se under Bunde uden mel
4 bananer
1 1 ½ dl. fløde eller soja-, ris- eller kokosflødeskum (kan købes i helsekostbutikker)
Vaniljepulver
80 g. 75 % chokolade
Skær bananer i skiver og fordel dem på bunden. Kom en klat daddelmasse hist og pist på bananerne, men ikke det hele, for ellers bliver det for sødt. Pisk fløden med lidt vaniljepulver og kom fløden henover bananerne. Smelt chokoladen og hæld den over lagkagen, når denne er færdig.

Jordbærcreme

300 g. jordbær
3 spsk. sukrin
3 dl. fløde eller vegetabilsk fløde (kokos-, ris- eller sojafløde)
Mos jordbærrene til puré sammen med sukrin. Pisk fløden til flødeskum og bland pure og fløde forsigtigt sammen.
Se også denne jordbærflødeskum.

Kaffechokoladecreme

½ dl. kakao
Lidt under en ½ dl. sukrin flormelis eller ¼ dl. agavesirup
2 ½ dl. piskefløde eller soja-, ris- eller kokosfløde til piskning - eller cremen i kokosmælk
½ tsk. pulverkaffe eller kornkaffe
Pisk fløden til næsten færdigt flødeskum.
Sigt kakaopulver, flormelis og pulverkaffe i. Rør forsigtigt rundt. 
Bruges cremen fra en kokosmælk som flødeskum, kan det kun lade sig gøre, hvis man bruger en kokosmælk med 55-60 % kokosekstrakt i. Lightversioner duer ikke, da der ikke er nok fast creme i.

Syltetøj:

Her kan bruges syltetøj sødet med æblekoncentrat eller druesaft:
Fior di Frutta som kan fås i utallige varianter: Fx Blåbær, jordbær, hindbær, appelsin, abrikos.
Clearspring marmelade sødet med druesaft : Fx Blåbær, jordbær, hindbær, appelsin, abrikos.
St. Dalfour sødet med druesaft : Fx Blåbær, jordbær, hindbær, appelsin, abrikos.

Frugter:

Jordbær i skiver. Hvis man vælger at skære dem i skiver fra frost, er de nemmere at arbejde med, hvis man ikke kan få friske jordbær
Hindbær – frosne eller friske.
Bananer, skåret på den lange led.
Kernefri druer, halveret
Frugter i egen saft fra dåse. Fx pærer og ananas.
Husk at lægge lidt af cremen sammen med frugten. Dette holder på frugterne, så de ikke glider og samtidig gør det bunden mere lækker.
 
 
Se opskrifter på lagkagebunde her

Se opskrifter på topping her

Etiketter: , , , , ,