Grove Glutenfrie Boller

Der findes et hav af opskrifter på glutenfri boller. Nogle boller bliver ret bastante og andre igen bliver for porøse. Det kan være svært at finde en opskrift, hvor bollerne virker lækre, luftige og som almindelige glutenholdige boller.
Her kommer en opskrift på glutenfri boller, som jeg altid vender tilbage til, når jeg har prøvet så mange andre opskrifter. Egentlig er spørgsmålet så, hvorfor jeg laver andre glutenfri boller, når jeg nu har en opskrift, jeg ved virker? Svaret er, at jeg elsker at eksperimentere og når der er en opskrift, jeg synes om, så prøver jeg den af. På den måde lærer jeg også en masse nye tekniker og måder at lave glutenfrie brød og boller på.
Husk at lade bollerne køle af, inden der skæres i dem.

Se også videoen her på youtube.

 

Grove Glutenfrie Boller


(eller et groft glutenfrit brød)

Giver 8 boller eller 1 brød

100 g rismel*

50 g hirsemel*

50 g majsmel*

60 g sesamfrø eller solsikkekerner**
 
Ca. 2 gram salt

1 tsk. tørgær (2 gram) eller 1 tsk. bagepulver

2 spsk. FiberHUSK (15-20 gram) (eller 4 spsk. HUSK)

4 ½ dl. lunkent vand

Bland de tørre ingredienser sammen i en skål. Rør vandet i, og bland godt sammen. Lad blandingen stå i 5 minutter, og vend derefter dejen rundt i skålen. Nu burde dejen være samlet på grund af FiberHUSK.







Ved bagning af boller:

Form otte boller med en ske på en bageplade med bagepapir, og lad dem hæve i 15 minutter (skal ikke hæve med bagepulver). Sæt ovnen på 200 grader. Sæt bollerne ind i ovnen, når den er varm, og bag dem i 35-45 minutter. Selvom bollerne ser færdige ud efter tyve minutter, er de ikke færdige endnu.




Bollerne lyder hule, når man banker på dem i bunden, ellers skal de have 5-10 minutter mere.

Afkøl bollerne inden de spises.



Ved bagning af brød (bages 1 time og 15 minutter):

Fyld den færdige dej i en brødform. Lad dejen hæve 20-30 minutter. Sæt ovnen på 210 grader. Sæt brødet i ovnen, når denne er varm. Bag brødet i 1 time og 15 minutter. Tag gerne brødet ud ad formen de sidste 15 minutter. Afkøl brødet på en bagerist.

Velbekomme!

Tips:

Der skal blot være 200 g glutenfri mel i blandingen, så om der er 100 eller 75 g rismel, 50 eller 75 g hirsemel og 50 g majsmel er underordnet.
Frisk gær kan bruges i stedet for tørgær. Brug ca. 10-15 gram frisk gær. Udrør gæren i det lunkne vand, inden det hældes i melet.

*Boghvedemel, glutenfri havremel, hirsemel, majsmel eller kikærtemel kan også bruges. Sojamel, quinuamel og amarantmel har jeg ikke prøvet at bruge, men det tror jeg sagtens kan lade sig gøre.

** Chiafrø, hørfrø, græskarkerner, birkes eller nigellafrø (Jomfru i det grønne) kan også bruges.


Andre muligheder for brug af dej:

Ved bagning af pølsehorn: Giver 8-10 pølsehorn, afhængigt af, hvor mange pølser du har. Når dejen efter 5 minutter er tyknet, deles dejen efter antallet af pølser og bredes med ske eller dejskraber tyndt ud på bagepapir på bagepladen, så størrelsen passer til pølsernes længde.

Læg pølserne på dejen, og skub dejen op om pølserne, så de bliver dækket.

Lad pølsehornene hæve ca. 15 minutter. Sæt ovnen på 210 grader. Når ovnen er varm, bages pølsehornene, til de efter ca. 40-50 minutter i ovnen er gennembagt. Spis pølsehornene lune, eller afkøl dem på en bagerist. De formede pølsehorn kan rulles ind i film, inden de bages og kan fryses rå. Når pølsehornene skal bruges, tages de op, filmen pilles af, og bages uden forudgående optøning.

Ved bagning af pizza: Så snart dejen begynder at tykne, bredes den tyndt ud på et bagepapir på bagepladen. Brug dejskraberen og lad dejen være lidt tykkere i kanten. Dæk pizzadejen med pizzafyld efter smag. Smør kanten med olivenolie. Sæt ovnen på 210 grader og bag pizzaen i ca. 40 min, når ovnen er varm. Pizzaen kan gøres mere sprød ved at bage bunden i 10-15 minutter inden fyldet lægges på.

Ved bagning af glutenfri burgerboller: Lav opskriften som under grove, glutenfri boller. Brug en ske til at sætte 8 klatter dej på en bageplade med bagepapir. Glat dejen ud, så den er flad og jævn, som en burgerbolle. Lad burgerbollerne hæve i ca. 15 minutter.


Bag burgerbollerne i 35-45 minutter i en varm ovn på 200 grader.


Vent med at flække burgerbollerne, til de er kølet lidt af.





Etiketter: , , ,