Superlækre Sukkerfri Muffins

Jeg blev helt fantastisk overrasket, da jeg smagte disse muffins. De smagte delikat, var lidt svampede og lækre bløde indeni. Den hakkede chokolade gjorde det ekstra lækkert og jeg var positivt forundret over den sukkerfri smag, fordi jeg, udover Sukrin+, også tilsatte lidt agavesirup. Der kommer kun en meget svag eftersmag af Sukrin+.

Jeg har brugt opskriften herfra og erstattet hvedemel og sukker.
 


Superlækre sukkerfri muffins


Ca. 10 stk.

2 æg

40 g. Sukrin+ plus 2 spsk. agavesirup

50 g. sigtet speltmel eller rismel (glutenfrit)

1 tsk. vaniljepulver

¼ tsk. bagepulver

2 spsk. kakao

100 g. smør eller 85 g. kokosolie

100 g. hakket sukkerfri (evt. hjemmelavet) chokolade – i grove bidder

Pisk æg og Sukrin+ plus agavesirup sammen i en skål. Det bliver ikke ligeså luftigt som med sukker.

Bland de tørre ingredienser i en skål og sigt dem i æggemassen.

Smelt smørret eller kokosolien og hæld det i dejen sammen med den hakkede chokolade.

Hæld en spiseskefuld eller to i muffinforme og bag muffins ved 165 grader i 20 minutter.

Stik en strikkepind ned i midten af muffinen. Hvis der kommer dej med ud, skal muffins have lidt ekstra.
 
 
 
 

Denne opskrift kan også laves til en browniekage.

Velbekomme!

Etiketter: , , , ,