mandag den 4. februar 2013

Morgensmoothies

Når kreativiteten tager én om morgenen, ender det tit med en masse spændende smoothies.

Hvis du har brug for mere fylde og ved, at en smoothie ikke kan holde dig mæt i længere tid, tilsættes en form for proteinpulver (Hampeprotein, risprotein, ærteprotein eller valleprotein). Ca. 1-2 spiseskefulde. Eller flere kværnede nødder, hørfrø, chiafrø, græskarkerner, solsikkekerner eller lignende.

De livsvigtige sunde fedtsyrer omega 3 og 6 er også vigtige for humøret, hormonerne, nerverne. Disse tilsættes via fiskeolie* (1 teske), hørfrøolie, hampeolie eller blandede omega 3-6-9 olier (1 spiseske), der står på køl i supermarkedet. Kværnede chiafrø og hørfrø kan bruges i stedet (1 spiseske). Kværnede chia- eller hørfrø kan holde sig i op til en uge på køl i en bøtte med låg.
 
En anden ting, jeg lige vil have med angående sunde olier og omega 3 og 6, er selvfølgelig, at det er bedst at få de sunde fedtsyrer fra ren uforarbejdet føde. Men hvis det er svært at få nok grønsager og fisk i løbet af en uge, eller hvis ens kost primært består af kød, brød, kartofler, pasta og ris, så skal der altså både vitaminpiller til samt omega 3 og 6 tilskud.
 
Disse smoothies kan også bruges, som de er til 80/10/10. Så udelades chiafrøene.
 
Opskrifterne er til 1 person på 80/10/10 eller 2 personer ved tilsætning af ekstra proteiner og olie/kværnede hørfrø/chiafrø.




Lucumashake

3 bananer
1 spsk. lucumapulver
Vand til halvdelen af bananerne i blenderen
½ tsk. vanilje
3 medjool dadler udstenet
2 dl. jordbær
2 spsk. chiafrø – kværnet
1 tsk. citronsaft
(protein og olie)
Blend

 
 

Hindbærsmoothie

3 bananer
1 sharonfrugt (eller 2 pærer)
1 appelsin
2 dl. hindbær
Vand
Evt. kværnet chiafrø
(protein og olie)
Blend

 
 

Blåbærsmoothie

2-3 bananer
1 pære
1 sharonfrugt (eller 2 pærer)
2 dl. blåbær
Vand
Evt. kværnede chiafrø
(protein og olie)
Blend

 

Mynte Smoothie

1-2 bananer, afhængig af størrelsen
1 håndfuld frisk mynte – gerne schweizisk mynte
2 dl. frosne eller friske jordbær
2-3 dl. vegetabilsk mælk eller vand
Hørfrøolie eller kværnede hørfrø eller chiafrø
Proteinpulver – medmindre der er kværnede frø i.
Blend
 


Cremet omega 3-6-9 smoothie

½ liter hampemælk
½ avocado
2 bananer
½ mango
Blend og nyd.

En helt naturlig måde at få omega 3 og 6 på, er at lave sin egen mælk af hampefrø:

 

Velbekomme!


Tips:
Man kan selvfølgelig altid bruge smoothies til en eftermiddagssnack, når man kommer sulten hjem fra arbejde, eller når der skal ro på børnene i ulvetimen.

*Der har været rigtig meget palaver om fiskeolie på det seneste. Køb kun fiskeolie, hvor du kan få en ordentlig oversigt over produktionsforholdene og ISO 9001 standarder. Fiskeolie med benævnelsen ”Friend of the Sea” er som regel altid godkendte.

De fiskeolier, jeg nævner her, er certificerede. De kan bruges flydende i smoothies og kan ikke smages:

Nordic Naturals (sælges af Bidro i Danmark i helsekostbutikker). Nordic Naturals har nogle fine fiskeolier med god smag af citron, appelsin eller jordbær.

Anjo står for Eskimo 3. De har flydende fiskeolie i flasker med citronsmag. Deres fiskeolieudgaver til børn smager af enten appelsin eller tuttifrutti. Kvaliteten af Anjos fiskeolie er fuldstændig den samme som Nordic Naturals (olien kommer fra samme sted), blot er den billigere og kapslerne er mindre.

Biosym sælger EPA-GLA+. EPA GLA+ indeholder foruden fiskeolie også hjulkroneolie, som er så vigtig for hudens celler, samt slimhinder og bindevæv. De har ikke en flydende version.

Novasel står for Eye Q – altså en fiskeolie tilsat kæmpenatlysolie til børn og voksne, som kan have svært ved at koncentrere sig. Deraf navnet Eye Q/IQ. Der er tilsat citronolie til fiskeolien og man kan også få kapsler med jordbæraroma. Eye Q er et udmærket produkt til børn.

Hvis man nu gerne vil have noget lignende fiskeolie, men er vegetar, veganer eller blot ikke ønsker fisk, kan man købe Udo’s Choice DHA med algeolie. Nordic Naturals er også lige kommet med algeolie i kapsel. Det er altid interessant at tænke på, at de olier vi får igennem fisken, er olier, fisken allerede har nedbrudt for os, fra algen, som fisken jo spiser. Vi kan sagtens selv nedbryde algeolien, men ofte er det nemmere for vores krop, når fisken har gjort det først.

Med hensyn til hørfrøolie, hampeolie eller andre olier, så skal disse olier også først nedbrydes, for at virke i kroppens celler. Men udover omega 3 og 6, indeholder disse olier også andre forbindelser, der kan være gode for så mange andre ting. Derfor kan man sagtens bruge både fiskeolie og planteolier samtidig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar