Kokos/Mandel Brød - mælkefrit, glutenfrit, LCHF

Opskriften på dette brød, har jeg haft liggende i lang tid, men jeg fik ikke taget mig sammen til at prøve den. Så en dag fandt jeg den igen og tænkte, at det egentlig lød meget godt. Havde jeg alle ingredienserne til brødet mon? Jeg manglede mandelmel, men havde nogle mandler, som jeg smuttede og blendede til mel i stedet for.

Det gode ved dette brød er, at det er glutenfrit, og der intet mel er i.

Brødet er lavet af mandelmel, kokosmælk, kokosfibre (meget fint kokosmel) og æg, hvilket gør brødet luftigt, men mættende i lang tid. Man kan vist godt kalde det et LCHF (Low-carb-high-fat) brød, men jeg går ikke så meget op i den diæt.

Bare vent til brødet har bagt. Det smager super godt og kan laves helt hvidt, så man kan snyde børn eller barnlige sjæle, der ikke ”tåler” groft brød.


Kokos/mandel Brød


Uden mælk eller gluten

Giver et brød til en 1 liters form


Sæt ovnen på 180 grader.

For en 1-liters form med bagepapir.


Bland de tørre ingredienser sammen:

5 dl. mandelmel – hjemmelavet mandelmel kan bruges. Smut eventuelt mandlerne, så brødet ikke bliver mørkt

1 ¼ dl. fint kokosmel (sælges også som kokosfibre)

2 spsk. FiberHUSK

1 tsk. havsalt/himalayasalt

¾ tsk. natron eller 1 ½ tsk. bagepulver


Bland de våde ingredienser sammen:

2 ½ dl. kokosmælk*

4 æg

¾ dl. smeltet kokosolie

1 spsk. æbleeddike

1 spsk. honning, agavesirup eller Sukrin


Bland de tørre ingredienser med de våde ingredienser og bland det godt sammen med en elmikser med dejkroge eller i en røremaskine.

Hæld først halvdelen af dejen i formen og tryk det ned. Hæld derefter resten af dejen i formen og glat toppen ud.





Bag brødet i en time i ovnen. Efter en halv time kan det være en god idé at lægge et stykke sølvpapir over formen, så brødet ikke bliver for mørkt på toppen.

Lad brødet køle af i formen.


*Brug eventuelt det tynde lag i bunden af en kokosmælk, hvis du bruger en kokosmælk med minimum 55% kokosekstrakt i. Kokoscremen kan nemlig bruges til disse kokosbarer eller denne flødeskum.


Tips:

Forslag til variationer: Brødet kan laves til en kage ved at tilsætte endnu mere honning eller andet sødemiddel, samt appelsin eller citronsaft. Desuden kan der tilsættes kakaopulver eller carob, for at gøre brødet mørkt eller give mere smag. Lav eventuelt halvt hvidt brød og halvt kakao/carob og bland det sammen som en marmorkage.

Græskarkerner, hørfrø, chiafrø, solsikkekerner, andre hakkede nødder kan også bruges. Kakaonibs eller rosiner hører også hjemme i brødet.

Velbekomme!

Etiketter: , , , , , ,