Sprøde Kartofler og Rodfrugter i Fad

Kartofler har et temmelig højt glykæmisk indeks. Alt afhængig om de er kogt eller bagt, er det glykæmiske indeks (GI) på omkring 70-85. Det vil sige at stivelsen og kulhydraterne optages hurtigt i blodet. Men da man ikke helt kan regne med glykæmisk indeks for, hvor hurtigt blodsukkeret vil stige i forbindelse med et måltid, regner man i stedet med glykæmisk load (GL). En kartoffel indeholder andet end stivelse og kulhydrater. Der er også en lille smule fibre, samt en lille mængde proteiner i kartofler, der gør, at stivelse og de simple kulhydrater ikke optages ligeså hurtigt som glykæmisk indeks siger.
 
Glykæmisk load på kartofler er 26 og når et glykæmisk load er over 10, vil det være en rigtig god ide at spise et måltid med flere nødder, kerner og grove grønsager, for at blodsukkeret ikke påvirkes yderligere af fødevaren.
 
Bagte/kogte gulerødder har også et forholdsvis højt glykæmisk indeks på 60-70, men det glykæmiske load er kun på 2, hvilket vil sige, at gulerødder ikke påvirker blodsukkeret synderligt. Selleri, pastinak og persillerod ligger imellem gulerod og kartoffel.
Der er stor forskel på, om man spiser sine grønsager rå eller kogt. En rå gulerod ligger for eksempel på 16 i glykæmisk indeks og på 1 i glykæmisk load.
 
Til sammenligning med kartofler, ligger grov pasta på 32 i GI og på 14 i GL. Brune ris ligger på 50 i GI og 16 i GL.
 
Om man spiser bagte rodfrugter/kartofler, grov pasta eller brune ris, som tilbehør til maden, vil det i sidste ende have en vis påvirkning på blodsukkeret. Et måltid alene med ris, pasta eller kartofler vil hurtigt gøre én sulten igen (og derefter vil man måske støvsuge skabe og skuffer for et eller andet sødt eller en hurtig snack).

Opsummering: Spis kun kartofler, rodfrugter, brune ris eller pasta som tilbehør til en fyldig ret med bønner, linser, kikærter eller kød og en stor skål grov salat, med nødder, olie og kerner til. Kartofler, bagte rodfrugter, ris eller pasta må højst fylde det kvarte af tallerkenen (altså ¼ del).
 


Sprøde kartofler og rodfrugter i fad


2-4 personer

500 g. små kartofler, nye kartofler eller aspargeskartofler

3 gulerødder

1 løg

Olivenolie/smeltet kokosolie uden smag

Salt

Krydderurter: Fx 1 spsk. tørrede dildspidser, timian, oregano eller basilikum

Tænd ovnen på 200 grader.

Skrub kartoflerne og skræl gulerødderne. Hvis kartoflerne er små, skal de være hele. Hvis der er tale om aspargeskartofler, skæres de over i 3 stykker. Gulerødderne skæres i tykke skiver.

Løget skrælles og skæres i små både. Hæld kartofler, løg og gulerødder i et fad/tærtefad.

Hæld olivenolie eller kokosolie over kartofler, gulerødder og løg. Drys med salt og krydderurt. Brug hænderne eller en ske til at fordele salt, krydderurt og olie på alle kartofler, gulerødder og løg.

Sæt fadet i ovnen på varmluft i ca. 35-45 minutter, afhængig af størrelsen på kartofler og gulerødder. Løgene må ikke blive sorte. Rør af og til i blandingen, så kartoflerne bliver lige sprøde over det hele.
 

 
Tips:

Sødekartofler, selleri; skåret i tern, pastinak, persillerod, jordskokker og rødbeder kan bages på samme måde.

Finthakkede hvidløg og ingefær komplementerer kartoflerne godt. Blend eventuelt 2 hvidløg med en 1 cm. ingefær i en minihakker, og bland det herefter med kartoflerne.

 

Store ovnkartofler


Til 4 personer

8 store kartofler

Olivenolie/smeltet kokosolie uden smag

Salt

Tænd ovnen på 200 grader.

Skrub kartoflerne grundigt eller skræl dem. Skær hver kartoffel i 6-8 både. Put kartoflerne op i en skål og hæld olie og salt udover dem. Bland kartoflerne med hænderne, så olien bliver fordelt ligeligt. Placer kartoflerne på et bagepapir, på en bageplade, eller direkte på en finmasket rist til ovnen. Bag kartoflerne på varmluft i 35-45 minutter eller indtil de er sprøde og gennembagte.

 
Tips:

Selleri, pastinak, sødekartofler, persillerødder og jordskokker; skåret i stænger, kan bages på samme måde. Rodfrugter bliver ikke nær så sprøde som kartofler.

Af krydderier kan bruges: karry, dildspidser, timian, meget lidt muskatnød, paprika, oregano, blandede krydderurter eller lignende.

Velbekomme!


Etiketter: , , , , ,