Knasende Vaniljekager

Hvor ofte sad man ikke med fingrene i kageskålen, når kagen var sat i ovnen. Skulle man ikke lige smage på dejen, selvom man godt vidste, at det ikke var så smart, når dejen indeholdt bagepulver/gær/æg?
 
Her kommer opskriften på nogle småkager, der ikke skal bages, men som smager fuldstændigt som ubagt vaniljekagedej. Lyder det uimodståeligt?
 
Småkagerne er lavet af cashewcreme, vanilje, havregryn, poppede ris og agavesirup. Der er ikke noget i, der giver oppustet mave, som bagepulver eller gær. Samtidig er kagerne blodsukkerstabile. Det vil sige, at de ikke påvirker blodsukkeret synderligt, så man kan tage dem med som en eftermiddagssnack.

Jeg har også lavet en candidavenlig variant, se længere nede.
 

 
 
 

Knasende Vaniljekager med Ris


2 ½ dl. knuste riskager, poppede ris, risflager eller Rice Crispies (der er hvede i Rice Crispies, så hvis disse skal bruges, er det kun for den sprøde effekt. Poppede ris skal ristes på panden ved svag varme. Dette gør dem sprøde)

1 ¼ dl. havremel. Man kan lave sin egen havremel, ved at blende havregryn i en tør blender eller foodprocessor.

1 tsk. vaniljepulver

¼ tsk. salt

3 spsk. cashewsmør, mandelsmør, jordnøddesmør eller hasselnøddesmør. Smagen vil variere alt efter nøddesmørret og giver måske ikke helt samme vaniljekagesmag

4-5 spsk. agavesirup eller honning. Hvis Sukrin, Sukrin+ eller kokospalmesukker skal bruges, bør dette smeltes sammen med lidt vand først.*

Evt. en håndfuld kakaonibs

Evt. erstattes halvdelen af havremelet med proteinpulver, for en endnu mere blodsukkervenlig og mættende eftermiddagssnack

Rør knuste riskager, havremel, vaniljepulver, salt og eventuelt kakaonibs sammen i en skål. I en anden skål røres cashewsmør og agavesirup sammen.
 

 
 
Hæld de tørre ingredienser over i de våde ingredienser (ikke den anden vej rundt!). Tag dejen op i hænderne og prøv om du kan lave en aflang rund stang af dejen. Læg dejen på et stykke film og rul filmen omkring dejen, samtidig med at du presser det hele godt sammen. Sæt dejen med filmen omkring, på køl i en halv times tid og skær så dejen i skiver. Læg skiverne i en bøtte med låg og tag dem med til efter træning, efter arbejde eller til en tur i skoven.

I stedet for en rund kage, kan man også presse blandingen godt ned i en bøtte og skære firkanterne ud, når dejen er hård.

*4-5 spsk. Sukrin, 2 ½ spsk. Sukrin+ eller 3 spsk. kokospalmesukker smeltes sammen i en gryde med max. 1 spsk. vand.
 

 

Candidavenlige vaniljekager


2 ½ dl. poppede ris, knuste riskager eller risflager (Poppede ris skal ristes på panden, for at blive sprøde)

1 tsk. vaniljepulver

¼ tsk. salt

3 spsk. cashewsmør, mandelsmør, jordnøddesmør eller hasselnøddesmør. Smagen vil variere alt efter nøddesmørret og giver måske ikke helt samme vaniljekagesmag

Eventuelt et par dråber flydende stevia eller 1 spsk. Sukrin+ smeltet med 1 tsk. vand i en kasserolle.

Rør poppede ris, vaniljepulver og salt sammen i en skål. I en anden skål røres cashewsmør og sødemiddel sammen.

Hæld de tørre ingredienser over i de våde ingredienser (ikke den anden vej rundt).
 

 
 
Pres blandingen godt ned i en bøtte, sæt bøtten på kål en halv times tid og skær firkanter ud, når dejen er hård.

Velbekomme!

Etiketter: , , , , , , , , ,