Glutenfri Romkugler a la Naturbageriet

Jeg har været på promoveringstur i København med min nye bog ”Det Mælkefri Køkken”. Rundt til alle helsekostbutikker på min liste. Mange af helsekostbutikkerne har brød, boller og romkugler fra Naturbageriet. De skulle jo lige afprøves, når blodsukkeret alligevel var ved at dale. Uhm. De smagte godt. Måske en anelse for mange mandler i for min smag, og en vag smag af Birkesød, som jeg åbenbart kan smage fra de andre ingredienser.

Men alligevel en rigtig god glutenfri, mælkefri og sukkerfri mellemsnack på farten.

Da jeg kom hjem, søgte jeg efter opskriften på romkuglerne, men den var ej at finde. Hvad gør en klog? Jamen jeg finder da bare på min egen!

Det jeg kunne finde på nettet var ingredienslisten: Rismel, kakao, kokos, gulerødder, birkesød, olivenolie, mandler, dadler, rosiner, jamaicarom, kanel, kardemomme, natron og bagepulver.


I gang med at lave en gulerodskage, da noget kunne tyde på, at Naturbageriet bruger rester fra deres glutenfri gulerodskage, til at lave romkugler af. 
Se video hvordan her.


Glutenfri gulerodskage (til romkugler)



Denne gulerodskage bliver en anelse klæg og anbefales ikke til gæster. Men til romkugler er det en anden sag.

Til en kage til 1 liters rugbrødform.

Ingredienser

3 dl rismel (eller hirsemel)

1 ½ dl kokospalmesukker (eller 1-1½ dl Birkesød/Sukrin)

2 ½ tsk. kanel

1 ½ tsk. kardemomme

1 tsk. stødt nellike (kan udelades)

½ tsk. vaniljepulver (kan udelades)

1 ½ tsk. bagepulver

½ dl smeltet kokosolie eller en neutral olivenolie

1 ½ dl friskpresset appelsinsaft

3 mellemstore revne gulerødder (ca. 150 gram)

Sådan gør du:

Bland rismel, sødemiddel, kanel, kardemomme, nellike, vanilje og bagepulver sammen i en skål. Hæld smeltet kokosolie og appelsinsaft i. Massér det hele rundt med hænderne. Hæld gulerødder i.  Bland det hele endnu en gang, og hæld dejen i en smurt/foret rugbrødsform. Lav små huller med en gaffel i dejen, så kagen lettere bages igennem.



Bag kagen i 40-45 minutter ved 200 grader. Tag gerne kagen ud af formen de sidste 10-15 minutter. Det er helt okay, at kagen er lidt klæg indeni.

Glutenfri Romkugler a la Naturbageriet


Denne opskrift er til en halv gulerodskage (jf. opskriften højere oppe)

Ca. 8-10 store kugler

Ingredienser

½ gulerodskage – kagen behøver ikke være kold (ca. 4 dl kage)

12 dadler (6 medjool dadler)(***LowFODMAP)

1 dl cashewnødder (mandler, valnødder eller pekannødder kan også bruges)

1 dl kokosmel

1 dl kakaopulver* (eller carobpulver)

1 dl rosiner ***

3 spsk. Captain Morgan Rom (Jamaicarom) – eller 2-4 spsk. romessens**

Sådan gør du:

Blend alle ingredienser sammen i en foodprocessor, til massen er ensartet. Tilsæt eventuelt lidt vand eller et par ekstra dadler, hvis dejen virker for tør.

Smør hænderne i kokosolie, del dejen i 8-10 kugler, og tril dem i kokosmel, krymmel, hjemmelavet krymmel, hakkede nødder eller farvet kokosmel.


Farvet kokosmel


Brug naturfarver fra Urtegaarden: Blå, rød, grøn, gul, orange, brun, sort.

Bruges grøn eller rød frugtfarve fra Urtegaarden tilsættes en anelse vand til farven, inden kokosmelet røres i. Dette giver en flottere og mere intens farve. Kokosmelet vil tørre på romkuglen.

Eller brug saft fra: Rødbede, spinat, optøede blåbær, gulerod. Der går ca. 20 gram kokosmel på ½-1 tsk. saft. Kokosmelet kan også blendes i blenderen med hele blåbær eller spinatblade. Gurkemeje kan bruges som gul farve. Gurkemeje smager dog lidt igennem.

Eller brug lidt marmelade: Jordbær, blåbær, hindbær, abrikos, appelsin. Blend kokosmelet med marmeladen. Der går ca. 1 tsk. marmelade til 30 gram kokosmel. Kokosmelet vil tørre på romkuglen.

Tips: Har du en rest glutenfri kage tilbage fra andre opskrifter, så vær opmærksom, hvis der er HUSK/loppefrøskaller/FiberHUSK i dejen. HUSK kan gøre romkuglerne gummiagtige, når de blendes i foodprocessoren. Jeg synes ikke det gør noget for konsistensen, men det kan godt blive lidt mærkeligt for nogle at tygge i en gummikugle. Hvis dejen til gulerodskagen skal være mere sammenhængende, kan der tilsættes 1 spsk. HUSK, blandet med ½ dl vand. Dette gør romkuglerne mere sammenhængende og gummiagtige.

*OBS.: Jeg brugte raw kakao, der er mere mild i smagen. Vær opmærksom på mængden, hvis der bruges kakao med en kraftigere kakaosmag

**1-2 dråber pebermynteolie eller 5-10 dråber jordbæraroma kan bruges i stedet for rom

*** I stedet for dadler/rosiner på LowFODMAP: Brug 2-3-4 spsk. kokosolie eller mere, hvis dejen ikke vil hænge sammen, i stedet for, sød med fx Sukrin, for at få lidt mere sødme frem, blend det hele sammen, og rul kuglerne sammen. Dejen er en kende fedtet. Sæt kuglerne på køl, og spis dem, når de er blevet faste.


Uhm!



Etiketter: , , , , , , , , , , ,