Jordbæris med ung kokosnød

Det er ikke hver dag jeg ser en ung kokosnød. Jeg plejer at bestille unge kokosnødder hjem fra min lokale grønthandler, da det stadig ikke er kutyme at have dem her, hvor jeg bor. Men forleden så jeg, at Rema 1000 havde unge kokosnødder til 10 kroner stykket. Haps haps.

Unge kokosnødder indeholder en berigende kokosvand, som er fyldt med elektrolytter; salte og sukkerstoffer, som rehydrerer kroppen og giver os energi, hvis vi er dehydrerede eller har dyrket motion. Kokosvand skal være gennemsigtig og/eller let gulligt. Hvis farven er lilla eller pink, er kokosvand og kokoskød dårligt og bør kasseres.

Kokoskøddet er blødt og saftigt. Når man blender dette, kan man få en næsten flødeskumsagtig konsistens. Unge kokosnødder smager ikke af kokos, som ældre kokosnødder gør, derfor er de velegnede i is og kager, hvor de skaber en god konsistens og fylde.

Unge kokosnødder er grønne, når de plukkes. Når kokosnødden sælges videre, skæres den grønne del af. Købte unge kokosnødder er hvide med en spids top, og pakket ind i film.

For at åbne en ung kokosnød, skal man hakke den spidse top af med en god kniv, så der kommer et rundt hul i kokosnødden. Hæld kokosvandet i en skål, og skrab det inderste hvide kød ud.
 
 
 

Opskriften passer til 1 kokosnød. Hvis der ikke er nok kokosvand, kan man erstatte noget af det med vand.
 


 

Jordbæris med ung kokosnød

1 liter
Ingredienser
5 dl frosne jordbær (eller hindbær, blåbær eller kirsebær)
3 ½ dl kokosvand eller bare vand
1 ½ dl kokoskød fra en ung kokosnød (eller 1 ½ dl cashewnødder)
1 ½ dl cashewnødder
¾ - 1 dl agavesirup, ahornsirup, honning, Sukrin eller Birkesød
1 tsk. vaniljepulver
½ dl smeltet kokosolie
Sådan gør du:
Blend først cashewnødder helt fint i en tør blender, medmindre du har en højhastighedsblender, da blendes alle ingredienser sammen på én gang.
Tilsæt jordbær, kokosvand, kokoskød, sødemiddel, og vaniljepulver. Blend. Tilsæt kokosolien til allersidst, og kør det hele rundt.
 
 
 

 

Hæld den nu cremede masse i en 1-liters-form, og sæt formen på frost. Lad den stå i 8 timer eller natten over. Når isen er frossen, tages den ud og står ½ time. Skær isen i 3 stykker, og hæld stykkerne i en foodprocessor. Blend issen, til den er cremet og har en god konsistens. Servér isen med det samme, eller sæt formen på frost ½-1 times tid, og servér.
 
Server med ”cookiecrumble” og nougatcreme.
 

 

Cookiecrumble

Ingredienser
2 dl pekannødder eller valnødder
1 ½ dl dadler*
½ dl carobpulver
½ tsk. vaniljepulver
Lidt salt
Sådan gør du:
Kør det hele i en minifoodprocessor, indtil en krymmelkonsistens opnås. Man kan også lave kugler af massen. Hæld krymmel på isen.
*LowFODMAP: Brug 1-2 spsk. kokosolie og sød med Sukrin eller kokospalmesukker (hvis du kan tåle dette)



Nougatcreme

Min kæreste siger, at nougatcremen smager som chokoladecremen i Ferrero Rocher, når der bruges carobpulver og cashewsmør.
Ingredienser
5 spsk. kakaopulver eller 3-4 spsk. carobpulver
4-5 spsk. agavesirup, ahornsirup, palmesukkersirup eller honning
3 spsk. cashewsmør, mandelsmør, cashewsmør eller kokoscreme (creamed coconut – ikke det samme som kokosolie)
2-3 spsk. vand (erstattes med 1 ½ -2 spsk. smeltet kokosolie, hvis cremen skal være mere fast eller smørbar – se tips)
½ tsk. vaniljepulver
Lidt salt
1 ½ spsk. smeltet kokosolie
Sådan gør du:
Brug en minifoodprocessor. Hvis blandingen skal i en blender, skal der laves dobbelt portion. Hæld alle ingredienser i en foodprocessor, og blend til ønskede konsistens opnås. Muligvis skal siderne skrabes ned undervejs, og der skal måske tilsættes ekstra vand.
Tips:
- Når denne creme er varm, kan den hældes i en brugt honning eller agavesirup tube, så den lettere fordeles over is eller kage. Når cremen er kold, kan den bruges som en form for Nutella, og smøres på brød.
- Prøv også at dyppe frugter; bananer, jordbær og appelsiner i cremen, og sæt dem på køl. Brug da ekstra kokosolie i opskriften, og udelad vandet.
 
 
UHM!

Etiketter: , , , , , , , , , , , , ,