Mozzarella 'ost'

Denne opskrift fandt jeg på youtube. En kvinde (Miyoko Shinner) har lavet en ”Artisan Vegan Cheese Cookbook”, og viser hvordan vegansk/mælkefri mozzarella laves. Jeg har prøvet opskriften i videoen af flere gange, men uden held. Det er svært at få fat på Kappa Carrageenan i Danmark, medmindre man køber det over nettet, så jeg har forsøgt mig med Agar agar i stedet. 

Agar agar er et vegetarisk alternativ til gelatine og udvindes af alger. Dog skal man være opmærksom på, at agar agar ikke smelter, så hvis man vil lave mozzarella, der smelter på fx pizza eller på tomatbrød, som vist i videoen, skal der ikke tilsættes agar agar i opskriften. Men hvis Mozzarellaen skal skæres i skiver, og bruges på traditionel vis, så er det et must at have agar agar. Agar agar kan købes i helsekostbutikker eller i asiatiske butikker.

Tapioka er en stivelsesholdig rod fra Brasilien, hvor den er blevet dyrket de sidste 10.000 år. Tapioka har mange navne; fx Yuca i Peru, Cassava i Afrika, maniok i Brasilien og Argentina og tapioka i Danmark og Europa. Tapiokoamel/-stivelse er det samme og bruges i mange glutenfri brød og retter. Nogle siger, at roden kan bruges på en stenalder/palæo diæt og LCHF/Lavkarbo diæt, da tapioka hverken er korn, bønner, kartofler, raffineret, processeret eller unaturligt. Man skal dog blot være opmærksom på, at det er en stivelse, så pas på blodsukkeret! Blodsukkeret skal helst være så stabilt som muligt. Tapioka i denne mozzarella blandes med cashewnødder, så der burde ikke være problemer.

Tapioka minder om kartoffelstivelse, og hvis man ikke kan tåle kartofler, er det heller ikke sikkert, at man kan tåle tapioka. Blot til info!

Tapiokamel kan substitueres med arrowroot eller kartoffelstivelse. Tapiokamel kan købes i asiatiske butikker.




Mozzarella ’ost’

Ingredienser
2 ½ dl sojayoghurt (fx yofu) eller hjemmelavet vegetabilsk yoghurt
2 ½ dl cashewnødder (de må gerne have ligget i vand i 3 timer eller natten over, men tørre cashewnødder kan bruges)
Evt. ¾ dl olivenolie eller smeltet kokosolie (tilsættes kun hvis ’osten’ smeltes)
1 ¼ dl vand
1 ½ tsk. salt
-
1 ¼ dl vand
6 spsk. tapiokamel eller kartoffelstivelse (majsstivelse duer ikke)
1 ½ spsk. agar agar (tilsættes ikke, hvis ’osten’ smeltes)
Sådan gør du:
Hæld sojayoghurt, cashewnødder, eventuelt olivenolie/kokosolie, vand og salt i en blender. Muligvis skal cashewnødder i først og kværnes til fint mel, hvis du ikke har en højhastighedsblender. Blend, til massen er ensartet. Hæld det hele i en skål, og sæt skålen ude på et bord, med et viskestykke over natten over (gerne 12 timer).



Dagen efter.


Dagen efter er blandingen blevet mere syrlig, og minder mere om ost i smagen.
Bland yoghurtblandingen med tapiokamel.

Bland agar agar og vand i en gryde. Læg låg på gryden, og kog det op. Lad det simre i 3-4 minutter, til agar agar blandingen er gennemsigtig.

Hæld lidt af yoghurtblandingen i agar agar blandingen af gangen, så der ikke kommer klumper i massen. Pisk det sammen med et piskeris. Når det hele er blandet sammen, skiftes til en træske, og der røres til blandingen er jævn, skinnende og sej. Det tager ca. 15 minutter.
I en stor skål hældes isterninger, lidt salt og koldt vand. Brug en ske eller iskugleske til at lave kugler af ostecremen. Dyp først skeen i det kolde vand, tag en klump op, og lad klumpen falde ned i isvandet.





Lad mozzarellakuglerne ligge i vandet i 20-30 minutter. Tag kuglerne op, læg dem i en bøtte med låg, hæld gerne noget af isvandet over, så holder de sig længere i køleskabet.



Når mozzarellakuglerne skal bruges, skæres de fx i skiver eller tern til salaten eller pizzaen.



Tomat-’Mozzarella’-salat

Ingredienser
3 tomater
3 mozzarella ’ost’ kugler
½ squash
Olivenolie
Balsamico
Salt
Sådan gør du:
Skær tomaterne, mozzarella og squash i tern. Læg en skive tomat, en skive mozzarella og en skive agurk på en tallerken. Fortsæt med en skive af hver hele vejen rundt. Hæld et par spsk. olivenolie og balsamico over skiverne. Drys lidt salt på. Servér.
Velbekomme!


Etiketter: , , , , , , , , ,