Syndige Chokolade-muffins

Valentines dag er lige om hjørnet. Det er en kærlighedsdag som mange danskere har taget til sig. Det er en smuk dag, hvor vi hylder kærligheden. Selv synes jeg, at man skal hylde kærligheden hver dag, men valentinesdag er en dag, hvor man kan gøre lidt ekstra for sine kære.

Jeg har lavet chokolademuffins uden gluten og mælk til min kæreste. Han har allerede prøvesmagt dem, og sagde god for dem, så nu må jeg finde på noget andet til ham på torsdag. Men derfor skal I andre ikke snydes for et par lækre glutenfri, kornfri, mælkefri og nøddefri muffins.


Den hemmelige ingrediens er kikærtemel. Og det kan man slet ikke smage. Så det er en sund muffins, selvom den smager utrolig syndigt. UHM!


For de af jer, der ikke har eller må få kikærtemel kan rismel, boghvedemel, hirsemel, quinoamel, kastanjemel eller sojamel bruges.


Jeg har brugt kokospalmesukker til at søde med, men Sukrin, Sukrin Gold, Sukrin+, Birkesød eller agavesirup kan bruges.


Til pynt kan foreslås chokolade-kokosflødeskum, og som en lilla ekstravagance: Chokoladehjerter. Se her for opskrift.




Syndige chokolade-muffins


Uden mælk, gluten, nødder. Kan gøres æggefri.
 

6-8 stk.

Ingredienser

80 gram kikærtemel*

70 gram kokospalmesukker**

3 spsk. kakaopulver***

2 tsk. bagepulver

1 tsk. vaniljepulver

Lidt salt

-

½ dl vegetabilsk mælk

1 bæger past. æggehvide (ca. 4 spsk. æggehvide=1 ½ æggehvide)****

2 spsk. olivenolie eller smeltet kokosolie

½ dl kogende vand*****

Sådan gør du:

Sæt ovnen på 180 grader. Sæt muffin-papirforme i en muffin-bradepande.

Bland de 6 øverste ingredienser sammen. Bland det med vegetabilsk mælk, æggehvider og olie. Hæld det kogende vand over, og rør sammen. Fordel dejen i muffinformene, og bag kagerne i 20-25 minutter ved 180 grader. Når en kniv eller strikkepind kan stikkes i en muffin, og komme ud ren, er kagerne færdige.








Lad kagerne køle af, inden der smøres topping på.

Lav eventuelt chokoladehjerter nu.


*Rismel, boghvedemel, hirsemel, majsmel (gør kagerne lidt mere tørre, ellers brug kun 70 gram), sojamel eller quinoamel kan bruges i stedet

**70-80 gram Sukrin, Sukrin Gold eller Birkesød. 35-40 gram Sukrin+ eller agavesirup (Erfaringen siger, at Sukrin tørrer kagerne lidt ud, så de skal ikke bage ligeså længe.)

***Carobpulver kan bruges i stedet. Dette søder lidt mere, så brug muligvis lidt mindre sødemiddel

****Æggefri løsning: 1 ½ tsk. HUSK/Skallin/Loppefrøskaller blandes med 4 spsk. vand. Lad det stå et par minutter, og rør det i som æggehvide. Æblemos eller bananpuré kan også bruges, men kagerne skal bage 5 minutter mere.

*****Kogende vand sætter gang i bagepulver og æggehvide. Dette gør, at kagerne hurtigere hæver i ovnen, men lunkent vand kan også bruges



Chokolade-kokosflødeskum


Ingredienser

En køleskabskold kokosmælk af mærket Blue Dragon, Thai Kitchen eller Irmas økologiske. De har nemlig et meget lækkert cremet lag i toppen, efter dåsen har stået i køleskabet i et par timer eller natten over.

Brug al kokoscremen i toppen, og gem det tynde lag kokos”vand” til en smoothie eller risret

½-¾ dl agavesirup, palmesukkersirup*, honning, Sukrin melis eller ahornsirup

1 spsk. kokosolie, gerne med smag

½ tsk. vaniljepulver

¾ dl kakaopulver eller carobpulver (carob er sødt i sig selv, så hold lidt igen med sødemidlet)

Sådan gør du:

Pisk alle ingredienser sammen i en skål med en elpisker. Hvis flødeskummet bliver for blødt, sættes det i køleskabet ½ times tid.


*Palmesukkersirup


Ingredienser

1 dl kokospalmesukker

½ dl vand

Sådan gør du:

Smeltes sammen i en gryde på svag varme, til sirupslignende konsistens.

Velbekomme!




Etiketter: , , , , , , , , , , , , , , ,