Glutenfri Granola - lys variant og chokolade variant

Granola er en grovere variant af mysli, hvor man har bagt frø/kerner/nødder og sødemiddel, så det hele bliver sprødt, sødt og lækkert.



Granola med rosiner og kardemomme


Giver ca. 6 dl

Ingredienser

2 ½ dl grove glutenfri havregryn (eller glutenfri flager fra ris, boghvede, quinoa eller hirse)

½ dl poppede ris eller amarant (eller ½ dl havregryn mere)

3-4 spsk. honning, agavesirup, ahornsirup eller kokospalmesirup

2 spsk. smeltet kokosolie eller neutral olivenolie (kan udelades)

½ tsk. vaniljepulver

½ tsk. kardemomme (eller kanel, hvis dette foretrækkes)

½ tsk. bagepulver (kan udelades)

¼ tsk. uraffineret salt

½-1 dl rosiner (eller tørrede tranebær, morbær, kirsebær, incabær, grønne rosiner, sultana rosiner, gojibær, hakkede dadler, abrikoser eller figner - kun fantasien sætter grænser)

Evt. 1 dl hakkede mandler, hasselnødder, cashewnødder eller paranødder

Evt. 1 dl groft kokosmel eller kokosflager

Sådan gør du:

Sæt ovnen på 180 grader. Læg bagepapir på en bageplade. Bland alle ingredienser, undtagen rosiner og eventuelt kokosflager, i en stor skål. Hæld blandingen ud på bagepapiret og jævn det ud. Bag blandingen i 5-10 minutter, rod det hele rundt med en paletkniv, bag i yderligere 2 minutter.





Tag blandingen ud og sæt den til side i 10 minutter. Når blandingen er kølet af og blevet sprød, røres rosiner og eventuelt kokosflager i blandingen. Hæld granolaen i en bøtte med låg. Granolaen kan holde sig sprød i op til 3 uger i en lukket beholder.


Chokoladegranolaen er mere mørk i smagen og smager godt sammen med en sød mælkefri vegetabilsk drik. Eller prøv den som en lækker snack om aftenen.

Chokolade granola


Ca. 6 dl

Ingredienser

2 ½ dl grove glutenfri havregryn (eller glutenfri flager fra ris, boghvede, quinoa eller hirse)

½-1 dl hakkede mandler, cashewnødder eller hasselnødder

2 spsk. kakaopulver

3-4 spsk. honning, agavesirup, ahornsirup eller kokospalmesirup

3 spsk. smeltet kokosolie eller neutral olivenolie (kan udelades)

½ tsk. vaniljepulver

1/8 tsk. uraffineret salt

1 dl frysetørrede hele bær (evt. ½ dl pulver) - fx hindbær eller jordbær

½-1 dl rosiner (eller tørrede tranebær, morbær, kirsebær, incabær, grønne rosiner, sultana rosiner, gojibær, hakkede dadler, abrikoser eller figner - kun fantasien sætter grænser)

1 dl hakket chokolade (evt. hjemmelavet)

Evt. 1 dl groft kokosmel eller kokosflager

Sådan gør du:

Sæt ovnen på 180 grader. Læg bagepapir på en bageplade. Bland alle ingredienser, undtagen frysetørrede bær, rosiner, hakket chokolade og eventuelt kokosflager, i en stor skål. Hæld blandingen ud på bagepapiret og jævn det ud. Bag blandingen i 10 minutter, rod det hele rundt med en paletkniv, bag i yderligere 5 minutter.



Tag blandingen ud og sæt den til side i 10 minutter. Når blandingen er kølet helt af og blevet sprød, røres frysetørrede bær, rosiner, hakket chokolade (chokoladen vil smelte, hvis granolaen ikke er kølet helt af) og eventuelt kokosflager i blandingen. Hæld granolaen i en bøtte med låg. Granolaen kan holde sig sprød i op til 3 uger i en lukket beholder.


Velbekomme!


Etiketter: , , , , , , ,