Æblemuffins - uden æg, mælk, nødder og gluten

Efterår er æbler på træerne. Her er en brugbar løsning, når der er for mange æbler:
Når man har for mange æbler, kan man skrælle dem, som i videoen her, dele dem med en æbledeler, hvor kernehuset tages fra, og gemme bådene i fryseren, til de kan/skal bruges.

Hvis man har nogle æblestykker i overskud, kan man lave disse æblemuffins, som er bløde, lækre og vanedannende.
 
 

Æblemuffins


Æggefri, glutenfri, mælkefri og nøddefri

12 muffins

Ingredienser

2 ½ dl vegetabilsk 'mælk' – fx risdrik eller mandeldrik

3 dl æbler i tern (om det er grove eller fine tern, er en smagssag)

2 ½ spsk. smeltet kokosolie eller smagsneutral olivenolie

1 spsk. knuste chiafrø eller hørfrø (knus dem i en tør blender eller kaffekværn)

1 tsk. vaniljepulver

½ tsk. kanel

½ tsk. kardemomme

¼ tsk. nellikepulver

-

2 dl rismel*

2 dl hirsemel eller boghvedemel

1 dl majsstivelse eller tapiokamel**

½ tsk. xanthan gum, guarkernemel eller FiberHUSK/fintmalede loppefrøskaller

1 dl xylitol (Birkesød), erythritol (Sukrin/Sux) eller 1 ½ dl kokospalmesukker

2 tsk. bagepulver

¾ tsk. salt

Sådan gør du:

Sæt ovnen til 180 grader.

Bland vegetabilsk 'mælk', æbler, smeltet kokosolie, knuste chiafrø og krydderier i en skål. Lad det stå og gelere i mindst 5 minutter, mens de resterende ingredienser blandes sammen i en anden skål.

Vend forsigtigt de tørre ingredienser i æbleblandingen.
 



 

Sæt muffinpapirsforme i en muffinform, og fyld dejen i hver form.
 
 
 

Bag muffins i 35-40 minutter, til de er let gyldne og faste, når man trykker på dem med en finger.
 
 

Lad muffins køle af i hvert fald i 10 minutter, før de serveres eller spises.

De smager også godt dagen efter, men har godt af en tur i ovnen, da de godt kan være lidt mindre fugtige.
 



* Disse æblemuffins er glutenfri – men hvis man vil lave dem med speltmel (som ikke er glutenfrit!), er dette en mulighed. Brug da 5 dl speltmel (fint eller groft) i stedet for rismel, hirsemel, majsstivelse og xanthan gum.

**Købes i helsebutikker eller via helsam.dk.

 
Velbekomme!

Etiketter: , , , , , , , , ,