Glutenfri fødselsdagsboller og 'Smør'

Glutenfri, mælkefri, æggefri og sukkerfri fødselsdagsboller… kan det blive meget bedre?

Dette er en lys bolle, uden kerner, som minder meget om almindelige hvedeboller i konsistensen.

I bunden af opskriften findes også en opskrift på "smør" som kan smøres på bollerne, helt ligesom til fødselsdage med tandsmør og nybagte boller.


Lad dig ikke blive intimideret af alle de forskellige glutenfri meltyper. Hvis du ikke har alle undernævnte meltyper, så er det vigtigste bare at have to-tre forskellige meltyper og en slags stivelse. Jeg tilsætter havremel, fordi det giver en god smag til bollerne, men dette kan blot udskiftes med en anden type glutenfri mel. Havremelet gør ligeledes bollerne mere bløde og holder bedre på fugten.


Glutenfri fødselsdagsboller


Glutenfri, mælkefri, æggefri, nøddefri

10-12 stk.

Ingredienser

3 ½ dl sorghummel (købes i helsekostbutikker) – rismel, hirsemel, boghvedemel eller teffmel kan bruges i stedet for sorghummel, hvis bollerne skal være mere lyse

1 ½ dl fuldkornsrismel eller fint rismel (eller anden glutenfri meltype)

3 dl tapiokastivelse eller kartoffelmel

2 dl glutenfri havremel – kan udskiftes med rismel eller anden glutenfri meltype

½ tsk. (5 gram) guarkernemel, xanthan gummi eller johannesbrødkernemel

½ spsk. fintmalede loppefrøskaller (fx FiberHUSK) eller 1 spsk. loppefrøskaller (fx HUSK)

1 tsk. salt

25 gram frisk gær eller 1 tsk. tørgær eller 3 tsk. bagepulver

¾ dl blød kokosolie uden smag + 1 spsk. kokosolie med smag, for en mere smøragtig smag til bollerne. ½ dl olivenolie kan bruges i stedet for kokosolie

1 moset moden banan eller 1 dl æblemos eller 1 dl kokos- eller sojayoghurt (i stedet for to æg - æg kan bruges, hvis ønskes)

4 ½ dl lunkent vand (3 ½ dl vand blandes med 1 dl kogende vand)

Sådan gør du:

Sæt ovnen på 250 grader, hvis der bruges bagepulver.

Bland sorghummel, rismel, tapiokastivelse, havremel, fortykningsmiddel, loppefrøskaller og salt sammen i en skål. Bruges tørgær eller bagepulver, blandes dette med i melet. Bruges frisk gær, blandes det med det lunkne vand.

Bland den bløde kokosolie med moset banan.

Rør vand, bananmos og kokosolie i melet og rør det hele godt sammen med en ske. Dejen er lettere grødagtig.

For runde boller: Placer 10-12 muffinforme på en bageplade. Hæld en stor spiseske dej i hver muffinform.

For lidt fladere boller: Sæt 12 store skefulde dej på en bageplade med bagepapir.

Lad bollerne hæve i ½ time, hvis der bruges gær eller bag bollerne med det samme, hvis der bruges bagepulver (ved brug af bagepulver bliver bollerne mere faste).

Bag bollerne i ca. 15 minutter ved 250 grader almindelig ovn.

Lad bollerne køle lidt af, før de spises.

Bollerne holder sig fint til dagen efter, og bliver ikke så tørre. Men en tur på brødristeren eller i ovnen gør underværker.


Dette 'smør' kan bruges i stedet for almindeligt smør i mange opskrifter. Jeg lavede smørret til min veninde, som gerne ville have fødselsdagsboller med smør. Hun savnede smagen, men skal bare helst ikke have smør. Hun har sidenhen lavet 'smørret' mange gange, fordi hun blev helt vild med det og desuden synes, at det smager bedre end almindeligt smør. Jeg bruger normalt bare kokosolie med smag som smør på knækbrød eller brød, men kunne godt blive lettere forfalden til denne slags 'smør'.



"Smør"


Giver 2 dl 'smør'

Ingredienser

1 dl kokosolie (Jeg bruger tit ½ dl kokosolie uden smag og ½ dl kokosolie med smag, for at spare på kokosolien med smag (den er lidt dyrere end kokosolie uden smag). Kokosolie med smag har en smøragtig eftersmag, som jeg synes vældig godt om.)

1 dl olivenolie (ekstra jomfruolivenolie med en mild smag, fx fra Urtekram eller koldpresset rapsolie for endnu mildere smag)

Smag til med salt

Eventuelle tilsætninger – se her herunder

Sådan gør du:

Kokosolien må ikke smelte. Derfor skal man piske kokosolie og olivenolie sammen i en skål. Er der meget varmt i køkkenet, skal skålen med kokosolie og olivenolie stå i en anden skål med isvand.

Pisk kokosolie og olivenolie sammen til en luftig masse med en elpisker. Tilsæt lidt salt ad gangen og smag til. Pisk eventuelle tilsætninger i. Skrab siderne ned, hvis kokosolien begynder at blive for kold, hvis skålen står i isvand. Pisk 'smørret' igen.



Opbevar 'smørret' i en boks med låg i køleskabet. Det kan holde sig meget længe. 'smørret' smelter lidt ligesom smør, hvis det står for varmt.

Tilsætninger


Farve: Et lille hint* gurkemeje pulver (bare et lille drys)

Smag: Sennepspulver givere en dybere smag. Der skal tilsættes meget lidt, fx eller ¼ tsk.

Smag: Gærflager giver 'smørret' umamismag – 1-2 tsk.

Sødme: Ahornsirup, honning eller agavesirup – ca. ¼ tsk.

Hvidløgssmør: Tilsæt friskhakkede hvidløg, alt efter smag – men start med 1-2 fed.

Persillesmør: Tilsæt friskhakket persille efter smag. Fx 2-3 spsk.

Syrnet smør: Tilsæt lidt citronsaft – bare et par dråber.

Ved for hårdt smør: Tilsæt 1 – 1 ½ spsk. vegetabilsk 'mælk' under piskning.


*Jeg kom en dag til at tilsætte for meget gurkemejepulver, hvilket resulterede i en gul neonfarve til 'smørret'. Det så helt vildt ud, men kunne fx bruges til en børnefødselsdag eller lignende.


Velbekomme!


Etiketter: , , , , , , , , ,