Hvidt glutenfrit brød, mælkefri smelte'ost' og parisertoast

Jeg lagde et billede op på Instagram i går med hjemmelavet glutenfri og mælkefri parisertoast.
Der var mange, som spurgte efter opskriften på brødet og på den mælkefri smelteost. Derfor lægger jeg det op her.

Jeg er i gang med en naturlig glutenfri og mælkefri bagebog, og opskriften på det hvide brød er herfra. Brødet er uden æg.

Hvis man ønsker flere opskrifter på mælkefri ost, yoghurt eller cremefraiche, har jeg lavet denne e-bog, som kan købes over Saxo.
 
 

Hvidt, glutenfrit brød


1 brød til ½- eller 1-liters-form

Ingredienser

100 gram hirsemel

120 gram tapiokastivelse eller kartoffelstivelse (majsstivelse duer ikke)

150 gram rismel

1 tsk. salt

2 tsk. bagepulver (se TIPS for gær)

2 tsk. fintmalede loppefrøskaller (eller 1 tsk. xanthan gum eller 1 tsk. guarkernemel)

400 ml lunkent vand

2 spsk. olivenolie

1 tsk. honning

Kokosolie eller olivenolie til at smøre formen med

Sådan gør du:

Sæt ovnen på 200 grader. Brug ikke varmluft!

Sigt tapiokamel, hirsemel, rismel, salt, bagepulver og fintmalede loppefrøskaller sammen i en skål.

Hæld olivenolie og honning i det lunkne vand. Rør det godt sammen, og hæld det i melet.

Bland det godt med en ske, indtil dejen er samlet, og lad det stå i 10 minutter.

Hæld dejen i den smurte form eller en form med bagepapir. Hvis skiverne skal være høje, bruges en ½-liters form. Dejen hæver ikke så meget. Stik små huller med en gaffel i dejen inden bagning.

Bag brødet i 45-50 minutter ved 200 grader. Når brødet lyder hult og har en kernetemperatur på 97 grader, er det færdigt, ellers skal det have 5-10 minutter mere.

Lad brødet køle af, inden der skæres skiver af det.

Brødet kan fryses ned i skiver og ristes på brødristeren.

Det holder sig lækkert i 2-3 dage, derefter skal det helst ristes på en brødrister.

TIPS:

Tapiokamel er det samme som tapiokastivelse. Majsstivelse duer ikke i samme grad, da det suger for meget væske, gør brødet alt for tørt og ikke fast nok.

Melsorterne kan varieres. Hirsemel og rismel kan erstattes af majsmel (gør brødet mere gulligt), boghvedemel eller quinoamel. Kikærtemel kan også erstatte 50 gram hirsemel.

Ønsker man at bruge gær i opskriften, bruges 1 spsk. tørgær sammen med 1 tsk. bagepulver. Det blandes sammen med de tørre ingredienser. Dejen skal hæve i formen i 30 minutter, overdækket med husholdningsfilm.



Mælkefri smelte'ost'


Denne smelteost smelter og opfører sig ligesom en sej ost.

Giver ca. 2 dl

Ingredienser

2 ½ dl hjemmelavet yoghurt, Yofu sojayoghurt eller Oatly's cremefraiche

½ dl vand

½ dl neutral olivenolie

½-¾ tsk. Herbamare bouillon eller 1 ½ tsk. gærflager

Ca. 1 tsk. salt (mere salt, hvis der bruges gærflager)

Et par knivspids tørret hvidløg eller ¼ fed (kan udelades)

½ dl tapiokastivelse (kartoffelstivelse eller arrowrootstivelse kan også bruges)

½ tsk. guarkernemel eller xanthan gum

Sådan gør du:

Blend alle ingredienser i en god blender. Hæld væsken i en kasserolle. Varm væsken op på medium varme. Rør i blandingen hele tiden. Det tager ca. 3-5 minutter, indtil 'osten' er færdig. Når 'osten' er færdig, vil den løsne sig fra siderne, blive skinnende og virke lidt porøs og skiller en smule.

Hæld 'osten' i en bøtte med låg, og sæt den i køleskabet i 2 timer, eller i fryseren en halv time.

Når 'osten' skal bruges, skæres små stykker af den, som lægges i en sandwich eller på toastbrød inden bagning i toaster eller ovn.

Smagskombinationer:

Blend smelte'osten' med:

Græsk: 1 helt fed hvidløg, 1 ½ spsk. soltørrede tomater og 1 spsk. friskhakkede basilikumblade. Evt. kan man tilsætte de hakkede soltørrede tomater og basilikumblade efterfølgende, hvis man ønsker at se stykker i 'osten'.

Hvidløg: 1 helt fed hvidløg og ½ tsk. hvidløgsgranulat i stedet for et par knivspids.

Purløg: 2 spsk. friskhakkede purløg tilsættes, når 'osten' røres i gryden.
 


Parisertoast


Skær brødet i skiver. Skiverne skal ikke være alt for tykke.

Fordel små stykker af smelte'osten' på hver skive (eller brug Astrid och Apornas skiveost)

Læg skinke eller laks på osten (kan udelades)

Læg skiveskåret avocado på

Læg derefter tomat i skiver på.

Evt. sættes et par klatter dijonsennep på tomaten.

Læg den ene brødskive over den anden.

Smør en toaster eller et vaffeljern med kokosolie uden smag (så hænger brødet ikke ved)

Bag toasten, til den er smeltet sammen og gylden.
 
 
 

Velbekomme!

Etiketter: , , , , , , , , ,