Jeg har leget med min mors
opskrift og kommet frem til en stadig dejlig frisk kage, dog uden hvedemel,
mælk og sukker. Kagen her har dog lidt mere fylde, da der er brugt groft
speltmel. Man kan bruge æg i opskriften, hvis man vil, men kagen smager lige så
godt uden. Æggene får kagen til at hæve lidt mere op og gør kagen mere
mættende.
Til glasur kan der også
bruges smeltet chokolade.
Se tips for glutenfri version.
Citronkage med kokosglasur (eller appelsinkage)
Til en halv bradepande eller en form med ca. 1 liter
3 ½ dl. groft speltmel - for glutenfri version se tips
2 tsk. bagepulver
1 ½ dl. kokosmel - groft
1 spsk. revet citron-
eller appelsinskal
2 dl. Sukrin eller 1 dl.
agavesirup/Sukrin+
100 g. kokosolie – gerne med
smag
1 dl. rismælk/havremælk
eller anden vegetabilsk mælk
1 ½ spsk. citronsaft eller appelsinsaft
Evt. 1 ½ spsk. kakaopulver
Evt. 2 æg
Rør alle de tørre
ingredienser sammen og tilsæt herefter de våde ingredienser. Rør det hele godt
rundt og hæld dejen op i en form. Bag kagen i 35-45 minutter på 170 grader.
Stik en strikkepind eller
urtekniv ned i midten af kagen. Hvis der kommer dej med ud, skal kagen have
lidt længere tid.
Kokosglasur:
1 ½ dl. kokospalmesukker
eller Sukrin flormelis
Evt. ¼ dl. agavesirup
90 g. kokosmel - groft
½ tsk. revet citron- eller
appelsinskal
½ dl. citron- eller
appelsinsaft
1 ½ spsk. kokosolie.
Hæld alle ingredienser
sammen i en gryde og smelt det sammen over svag varme.
Når kagen er kold, hældes
kokosglasuren henover kagen.
Velbekomme!
Tips: Jeg har prøvet at bage kagen med rismel, i stedet for
speltmel. Den bliver noget mere tør/sandkageagtig, men derfor smager den
dejligt alligevel. Glasuren gør den glutenfri kage mindre tør. Hvis man gerne
vil lave kagen glutenfri, kan man bruge denne opskrift fra Glutenfri Melblanding. Johannesbrødkernemel
eller guarkernemel holder mere på fugtigheden, så kagen ikke bliver så tør.
Ellers kan man tilsætte 5 g. johannesbrødkernemel eller guarkernemel sammen
med rismel i denne opskrift.