Alt i én dej. En dej, der
hverken er for tør eller klistret. En dej, der er meget let at arbejde med. En
dej, der ikke er for grov til børn. Boller og pølsehorn har en god konsistens –
også selvom der er HUSK/Skallin i dejen, der ofte gør boller gummiagtige. Efter bagning kan brødet fryses ned. Brød og boller holder sig godt ved stuetemperatur et par dage. Men er allerbedst, når de lige bliver varmet i ovnen eller på brødristeren. Opbevares pølsehorn i køleskabet, skal de varmes først.
Glutenfri pølsehorn/burgerboller/pizzadej eller boller
Giver 16 pølsehorn, 12 boller, 4 pizzaer på 20 cm i
diameter eller 10 burgerboller
Ingredienser
5 dl vand (4 dl koldt vand
og 1 dl kogende vand har den rette temperatur)
4 spsk. HUSK/Skallin/loppefrøskaller eller
2 spsk.
FiberHUSK
130 gram majsmel
120 gram hirsemel eller rismel
100 gram quinoamel
1 spsk. chiafrø
1 spsk. blå eller hvide
birkes (kan udelades)
1 tsk. salt
Evt. 2 tsk. bagepulver –
hvis der laves boller eller burgerboller
Sådan gør du:
Bland HUSK med vand. Lad
det stå, mens de resterende ingredienser vejes af. Bland alt sammen i en skål.
Ælt dejen med hænderne. Den er ret klistret. Lad dejen stå i 10 minutter.
Tip: I stedet for majsmel, hirsemel eller quinoamel kan bruges
rismel, sojamel, boghvedemel eller amarantmel. Sørg blot for at bruge 2-3
forskellige typer mel, da det kan variere brødsmagen og brødets konsistens.
Brød bagt på ren rismel, kan let smage som risengrød/rismelsgrød/babymad.
Pølsehorn
Ingredienser
Glutenfri dej
8 pølser skåret i halve
Ketchup eller tomatpuré
Sådan gør du:
Tænd ovnen. Hav et bagepapir klar.
Smør hænder og kagerulle med kokosolie. Del dejen i to. Placer den ene del dej
på bagepapiret, og rul den ud i en cirkel. Skær dejen i 8 pizzastykker. Smør
ketchup på det brede stykke, og læg en halv pølse på. Rul fra den tykke ende.
Fold siden ind mod pølsen, og sæt pølsehornet på bagepapir på en bageplade. Gør
det samme med resten af pølsehornene og det andet stykke dej. Pensl eventuelt
med æg eller olivenolie. Bag pølsehornene i ovnen i 35-45 minutter ved 170
grader varmluft eller 180 grader almindelig ovn.
Tip: Pølsehornene kan fryses (også rå), tøs op, og bages
igen for ”nybagte” pølsehorn.
Burgerboller
Ingredienser
Glutenfri dej
Tilsæt bagepulver til
dejen, som beskrevet
Sesamfrø til drys
Sådan gør du:
Tænd ovnen. Smør hænderne med
kokosolie, og del dejen i 10 stykker. Rul hvert stykke til en kugle, og sæt dem
på et stykke bagepapir på en bageplade. Gør kuglerne helt flade. De skal være
ca. 10-12 cm i diameter. Smør de flade boller med olivenolie eller æg, og drys
med sesamfrø. Bag bollerne i ovnen i 30-35 minutter ved 170 grader varmluft
eller 180 grader almindelig ovn.
Lad burgerbollerne køle lidt af, inden de skæres over i to.
Pizza
Ingredienser
Glutenfri dej
Ønsket fyld.
Sådan gør du:
Tænd ovnen. Hav et bagepapir klar.
Smør hænder og kagerulle med kokosolie. Del dejen i 4 portioner. Rul hver enkel
del ud på et bagepapir. Cirka to per bagepapir. Smør med tomatsauce og ønsket
fyld.
Bag pizzaerne i ovnen i 25-30
minutter ved 170 grader varmluft eller 180 grader almindelig ovn.
Tip: Jo mindre pizzaerne er, jo sprødere bliver de. Bag fx
10-15 cm pizzaer til børnefødselsdage.
Boller
Ingredienser
Glutenfri dej
Tilsæt bagepulver til
dejen, som beskrevet
Sådan gør du:
Tænd ovnen. Smør hænderne med
kokosolie, og del dejen i 12 stykker. Rul hvert stykke til en bolle, og sæt dem
på et stykke bagepapir på en bageplade. Tryk bollerne lidt ned. Smør bollerne
med olivenolie eller æg. Bag bollerne i ovnen i 30-35 minutter ved 170 grader
varmluft eller 180 grader almindelig ovn.
Lad bollerne køle af, inden de skæres over i to og spises.
Bollerne kan fryses ned.
Velbekomme!
Etiketter: Aftensmad, Brød, Candidavenligt, Frokost, Glutenfrit, LowFODMAP, Mælkefrit, Nøddefrit, Sukkerfrit, Tilbehør, Vegan, Vegetar, Æggefri