Jeg blev kontaktet af
Thunberg Kiks (Schmith
& Thunberg ApS), da de har lavet et glutenfrit og laktosefrit 'rugbrød', som de
gerne ville have, jeg skulle prøve. Det er et glutenfrit 'rugbrød' uden
hvedestivelse, mælkeprodukter, mærkelige e-numre og konserveringsmidler.
Det sælges efterhånden
i flere butikker og findes på frost. Det er nemt at lave, fordi man køber rugbrødet
på frost, lader det tø op natten over og bager det i 20-25 minutter
ved 210 grader. Herefter kan det holde sig op til 5 dage (se kommentaren under indlægget med holdbarhed i en glascontainer i køleskabet på 48 dage!!!).
Rugbrødet ligner et almindeligt rugbrød, og ved en smagstest i
min familie, hvor jeg samlede et par familiemedlemmer og brugte rugbrødet med
almindeligt pålæg, var der ingen, der savnede et almindeligt rugbrød.
Det skal
lige siges, at jeg er den "unormale" i min familie. Det er mig, som
altid har mærkelige retter med, glutenfrit brød, kager og mælkefrit mad. Så de
andre familiemedlemmer er ikke vant til glutenfrit brød.
Derfor var det også en
fornøjelse at kunne servere dette glutenfrie 'rugbrød' for dem, og se skiverne
blive spist lidt efter lidt.
Jeg kan i hvert fald godt
anbefale dette rugbrød til familier, hvor det skal være nemt, hvor man ikke har
mulighed for at bage eller bare ikke har tid.
Billeder fra
prøvesmagningen. Næsten hele' rugbrødet' blev spist. Min mor syntes, at det
smagte ligesom almindeligt rugbrød – og hun er vant til at bage rugbrød selv.
Måske mangler brødet en anelse syrlighed, som jo findes i almindeligt rugbrød –
men det meste rugbrød, som man kan købe i dag er jo ikke surdejsbaseret, som et
ordinært rugbrød bør være, så vi er blevet mere og mere vant til ikke-syrligt
rugbrød. Derfor får dette rugbrød flere stjerner i min bog.
Da det også har konsistens
som rugbrød, smager super skønt og ligner rugbrød, kan det ikke blive meget
bedre.
Ingredienser
Glutenfri melmix (majsstivelse, teffmel, knust psylliumfrøskal
(loppefrøskaller), oligofruktose, fortykningsmiddel (guargummi)), vand,
solsikkekerner, hørfrø, rismel, græskarkerner, olivenolie, sesamfrø,
mørk sirup, gær, æbleeddike, chiafrø, carobpulver, salt tilsat jod.
Obs:
Oligofruktose (vær obs. hvis du er på low FODMAP!)
Gær (obs. hvis du er på candidakur)
Æbleeddike (obs. low FODMAP -
fruktose)
Mørk sirup – vil du ikke have sirup eller sødemidler i brød? Vær
opmærksom på, at gær skal bruge lidt sukker/sødemiddel for at hæve. Derfor er
der næsten intet sukker/sødemiddel tilbage i rugbrødet, som kan give problemer.
Medmindre man er meget sart.
Find spisesteder, som har rugbrødet
i sortiment. Det er fedt at se Ida Davidsen på denne liste, da man så kan få
højtbelagt smørebrød på glutenfrit rugbrød.
Tak til Thunberg Kiks (Schmith
& Thunberg ApS), fordi jeg måtte
prøve jeres fantastiske glutenfrie og mælkefrie 'rugbrød'.
Etiketter: Brød, Færdigprodukter, Glutenfrit, Madgudinden, Morgenmad, Mælkefrit, Nøddefrit, Vegan, Vegetar, Æggefri